Silikone bruges til at aflaste sår eller adskille områder, som er udsat for tryk og derved har risiko for sårdannelse.
Om behandlingen
Vi fremstiller en silikoneaflastning, som passer til din fod.
Mens silikonen er blød, former vi den efter din fod og dine tær. Når silikonen er hærdet, så holder den formen.
Du skal bruge silikonen hele tiden, undtagen om natten og i badet. Vær opmærksom på om silikoneaflastningen generer eller giver røde eller hvide trykmærker.
Første gang du får den på, skal den tages af efter ca. en halv time og fødderne ses efter for trykmærker. Er der ikke trykmærker sættes den på igen og tjekkes en time senere. Er der fortsat ikke trykmærker, øges tiden mellem tjekkene, indtil du kan have den på en hel dag.
Vær omhyggelig med at aflastningen sidder korrekt og vær forsigtig, når du tager den af og på, så den ikke går i stykker.
Silikonen skal vaskes regelmæssigt under rindende vand og med sæbe. Det er individuelt hvor ofte der vil være behov for det. Som oftest 1-2 gange om ugen, eller når der er synligt snavs eller den føles meget klistret.
Efter vask skal den duppes tør. Hvis silikonen bliver klæbrig, kan den opfriskes med talkum eller kartoffelmel.
Du skal fjerne silikoneaflastningen inden du skifter forbinding.
Det er vigtigt, at du bruger en bandage af samme type, som den der blev lagt i forbindelse med fremstillingen af silikonen, så bandagen ikke fylder mere og derved øger risikoen for trykgener.
Når du kommer hjem
Kontakt Sårcenteret, hvis:
Du får gener i form af trykmærker
Du oplever kløe eller svie under silikonen
Silikoneaflastningen går i stykker
Videre forløb
Hvis du skal bruge silikoneaflastningen, efter du har afsluttet dit forløb hos Sårcenteret, skal din egen privatpraktiserende fodterapeut forny den ved behov.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Kontakt os, hvis du har spørgsmål til din behandling eller i øvrigt er i tvivl om noget i forbindelse med dit forløb.
Tlf. 78 44 56 30
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/584651
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.