Hvis du tager medicin hver dag, skal du tage din sædvanlige medicin på behandlingsdagen (undtagen hvis du får Antabus).
Hvis du får Antabus, kan du ikke skumbehandles, da der er alkohol i den medicin, vi bruger. Du skal i så fald have en anden behandling, og du skal derfor kontakte Klinik for Åreknuder.
Hvis du får medicin mod migræne eller astma, skal du tage det med til behandlingen i originalemballage.
Du skal tage et grundigt bad om morgenen på din behandlingsdag for at forebygge infektion.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen 2-3 dage før behandlingen.
Brug heller ikke parfume på behandlingsdagen.
Har du kontakt til primærsygeplejerske til sårpleje, er det vigtigt, at du fortsætter med dine aftaler både før og efter vores behandling. Vi foretager ikke sårpleje. Vi behandler kun din åreknuder.
Det kan være en god idé at lave en aftale med primærsygeplejersken om sårpleje senere samme dag, som du er til behandling hos os eller eventuelt dagen efter.
Du kan desværre ikke blive behandlet, hvis du er gravid eller ammer. Kontakt os venligst, hvis du er indkaldt til behandling for dine åreknuder.
Kontaktoplysninger findes helt nederst i denne patientvejledning eller i dit indkaldelsesbrev.
Hvis du ønsker hjælp til livsstilsændringer, har vi mulighed for at henvise dig til et kommunalt sundhedstilbud indenfor områderne kost, rygning, alkohol og motion.
Giv personalet besked, hvis vi skal hjælpe dig på vej.
Hvis du i ugen op til operationen bliver syg, får udslæt eller sår på det ben, der skal behandles, skal du kontakte Klinik for Åreknuder på tlf. 78 44 56 68 i dagstiden. Hvis du er henvist pga. sår, skal du naturligvis møde op.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om behandlingen
Åreknuder er udvidelser på de blodårer, der ligger lige under huden – venerne. Udvidelserne kan minde om knuder (deraf navnet).
Venerne sørger for at transportere blodet tilbage til hjertet, og klapperne i venerne sørger for, at blodet løber den rigtige vej. Bliver veneklapperne utætte, får blodet sværere ved at komme op gennem benene. Så stiger trykket i venerne, og det fører gradvist til åreknuder.
Åreknuder er som sådan ufarlige og vil nogle gange ikke give anledning til gener. Man kan dog få symptomer som fornemmelse af tyngde, træthed, uro, hævelse, kramper og kløe i benene.
Få procent kan opleve at få sår og eksem. Disse symptomer kan dog også have andre årsager, selv om man har synlige åreknuder. Vi kan derfor ikke garantere, at symptomerne forsvinder efter en eventuel behandling.
Der er ingen grund til behandling af åreknuder, der ikke generer.
Generende åreknuder kan behandles med støttestrømper. I tilfælde af, at du ikke kan holde ud at have støttestrømper på, kan vi tilbyde behandling.
Behandlingen foregår i klinikken og tager mellem 30-60 minutter.
Der er ikke behov for bedøvelse, da ubehaget kan sammenlignes med at få taget en almindelig blodprøve.
Ved hjælp af ultralydsscanning lægges flere små, tynde nåle ind i åreknuderne, mens du ligger ned.
Når du ligger på undersøgelseslejet, sprøjtes skummet ind i åreknude-åren.
I de fleste tilfælde kræves kun en indsprøjtning i samme nål. I nogle tilfælde når skummet ikke ud til alle åreknuder, og dermed kræves flere indsprøjtninger i samme nål.
Indsprøjtningen er ikke smertefuld og vil almindeligvis ikke føles ubehagelig, men i enkelte tilfælde kan der være kortvarende smerte.
Skummet fremkalder en irritation (en slags kemisk årebetændelse), der ødelægger årens væg og lukker åren.
Nålene fjernes og vi sætter plastre på indstiksstederne.
Vi sætter derefter en kompressionsstrømpe på, som skal anvendes uafbrudt i 6 døgn.
Når behandlingen er afsluttet, skal du opholde dig i klinikkens venteværelse i 15 minutter, da der i meget sjældne tilfælde kan ske en allergisk reaktion efter behandlingen.
Du skal gå lidt rundt i ventetiden for at holde et godt flow i de dybe vener.
Du må gerne selv køre bil hjem
Risici og bivirkninger
Følgende komplikationer kan forekomme:
Ofte dannes en svag brun misfarvning af huden i det behandlede område, der langsomt vil forsvinde i løbet af et års tid. Den brunlige misfarvning kan dog være blivende. Dette sker for op til 20 procent.
Hos personer med kendt migræne, kan behandlingen fremkalde et migræneanfald. Dette behandles efter sædvanlige retningslinjer.
Der er en lille risiko for forbigående synsforstyrrelser af nogle minutters varighed.
Der er en lille risiko for, at der kommer et sår, hvis skummet sprøjtes ind ved siden af åreknuden. Såret heler i løbet af nogle uger, og det kan efterlade et ar.
Der er en meget lille risiko for, at der kan udvikles dyb årebetændelse, fordi skummet også påvirker de dybe vener. Dette forebygges ved brug af kompressionsstrømpe og almindelig daglig aktivitet.
Når du kommer hjem
Brug den påsatte kompressionsstrømpe uafbrudt i 6 døgn.
Du må gerne tage strømpen af i forbindelse med bad. Hvis du beholder den på, tag eventuelt en pose over eller lad strømpen blive våd. Den skal tørre, før du tager tøj på.
Du må fjerne plastre, når du tager strømpen af efter 6 døgn.
Vær opmærksom på, at strømpen sidder helt glat og ikke gnaver.
Kompressionsstrømper støtter og aflaster venesystemet i dine ben. Den naturlige venepumpefunktion forstærkes og veneblodets returløb forøges.
Du må gerne bruge strømpen mere end 6 døgn, hvis du har glæde af det.
Der kan opstå ømhed, varme, rødme og hævelse af det behandlede område. Dette er helt normalt, og kroppens reaktion på den kemiske årebetændelse, som skumbehandlingen giver. Forandringerne aftager i løbet af 2-3 uger, men kan mærkes i op til 6 måneder.
Ømhed og eventuelle smerter kan lindres med smertestillende tabletter i håndkøbsmedicin.
Du må ikke bruge lokalt bedøvende cremer på det behandlede område.
Hvis du får stærke smerter i hele benet skal du kontakte egen læge eller vagtlæge.
Ved spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte Klinik for Åreknuder på tlf. 7844 5666.
Videre forløb
Du må og skal bevæge dig så meget, du kan, uden at få smerter – blot du anvender kompressionsstrømpen.
Start stille og roligt op og mærk efter i benet, hvor meget du kan klare.
Sygemelding efter behandling af åreknuder er ikke nødvendig.
Når du sidder stille eller ligger, skal du vippe med fødderne for at aktivere venepumpen og på den måde øge blodcirkulationen.
Kompressionsstrømpen aflaster venesystemet i dit ben, fordi den støtter venepumpen, der øger veneblodets tilbageløb mod hjertet.
Når du aktiverer venepumpen, mindsker du risikoen for blodpropdannelse i de dybe vener.
Når du rejser langt i bil, med bus, tog eller fly, er det særlig vigtigt, at du laver venepumpeøvelser og bruger en kompressionsstrømpe.
Soleksponering kan medføre misfarvning af det behandlede område og arrene. Vi anbefaler derfor, at du undgår direkte sollys på det behandlede ben, så længe der er misfarvning i huden og/eller synlige ar. Beskyt benet med tøj eller solcreme med faktor 50 i perioden.
Hvis du skal til kontrol efter behandlingen, får du det at vide, inden du tager hjem. Kontrollen finder typisk sted i klinikken, hvor den lukkede vene skannes, og der laves aftaler om et eventuelt videre forløb.
Vi anbefaler ikke, at du rejser de første 4 uger efter behandlingen.
Hvis du skal ud at rejse de første par måneder efter behandlingen, anbefaler vi, at du i god tid kontakter dit forsikringsselskab. Både forsikringsselskaber og flyselskaber kan have særlige retningslinjer, du skal følge.
Mere information
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Karkirurgisk bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Det første døgn efter behandlingen
Hvis der opstår problemer efter indgrebet, kan du kontakte os på tlf. 78 44 56 68 fra kl. 8.30-13.00. Resten af døgnet skal du ringe på tlf. 78 44 56 40.
Efter det første døgn
Efter det første døgn og indtil 1 måned efter behandlingen, kan du kontakte os på tlf. 78 44 56 68 fra kl. 8.30-13.00. Herefter skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/981812
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.