Alt fodtøj – sko, støvler, sandaler og hjemmesko – beskytter fødderne, hvis det passer fødderne rigtigt. Men hvad er godt fodtøj? Og er det ikke individuelt?
Jo, det er helt individuelt, hvad der er det rette fodtøj for den enkelte, men der er nogle grundregler til at finde frem til det bedste fodtøj til dig.
Er du i tvivl, kan du få hjælp ved en fodterapeut.
Vær opmærksom på
Vi anbefaler, at du ikke køber fodtøj på nettet eller i et supermarked.
Køb altid fodtøj sidst på dagen.
Fodtøjet skal passe til din fod og ikke omvendt.
Vi anbefaler, at du kontrollerer dit fodtøj dagligt for sten eller andet indvendigt i skoen, inden du tager det på, og kigger efter slid på ydersålen.
Kig dine fødder efter dagligt for trykmærker fra dit fodtøj/strømper.
Sådan gør du
Når du skal købe nyt fodtøj
1. Prøv altid fodtøjet stående med de strømper, du ofte bruger.
2. Fodtøjet skal være 1 cm længere end foden, og have tilpas bredde, så dine tæer kan ligge ved siden af hinanden, uden de bliver klemt.
3. Hvis indersålen kan tages ud af fodtøjet, kan du kontrollere fodtøjets pasform i forhold til længde og bredde ved at stå på sålen. Den indvendige sål skal være blød og stødabsorberende.
4. Tåkappen bør være høj nok til, at der ikke kommer tryk på tæerne fra overlæderet.
5. Hælkappen skal være stabil og slutte fast om hælen, da den er med til at styre din fod, når du går.
6. Vælg fodtøj med en lav hælhøjde (maks. 2 cm), da det giver en naturlig gang og ligevægtsfordeling på foden.
7. Lukkesystemet skal kunne justeres, så foden holdes tilbage i fodtøjet, når du går. Der skal også være mulighed for justere velcrobånd/snørebånd, hvis foden hæver i løbet af dagen.
8. Ydersålen skal være fast og stabil samt stødabsorberende og let bøjelig.
9. Der må ikke være syninger inde i fodtøjet, der generer. Mærk efter med hånden.
10. Bruger du indlæg, skal du prøve dem i det valgte fodtøj for at finde ud af, om der er plads til dem.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Kontakt os, hvis du har spørgsmål til din behandling eller i øvrigt er i tvivl om noget i forbindelse med dit forløb.
Tlf. 78 44 56 30
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1332499
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.