Mulig operation
Hvis lægen vurderer, at en operation måske kan hjælpe, bliver du tilbudt en scanning af dine vener, der endelig kan afklare mulighederne.
Kompressionsbehandling
Kompressionsbehandling er den vigtigste behandling af venøs insufficiens.
Er dine ben hævede, behandler vi først med kompressionsbandager og efterfølgende med kompressionsstrømper.
Der findes forskellige typer af kompressionsbandager. Vi vælger den type, der effektivt fjerner væsken fra dine ben og som fungerer for dig i hverdagen.
Specielt i starten af kompressionsbehandlingen og indtil hævelsen er aftaget, kan kompressionsbehandlingen være smertefuld, og du kan have behov for smertestillende medicin i en periode.
Sårbehandling
Ofte er der behov for at rense såret, og der skal være bandage på døgnet rundt.
I forbindelse med sårbehandlingen er det muligt at observere, om såret heler som det skal, om der er infektionstegn og om kompressionsbehandlingen fungerer.
Derfor er det vigtigt, at det er en fagperson, der udfører sårbehandlingen og lægger kompressionsbandagerne på.
Hvis du oplever smerter i forbindelse med rensningen af såret, kan man lægge en bedøvende creme på såret inden for at forebygge det.
Vi sender sårbehandlingsplanen til de sygeplejersker, som skal hjælpe dig når du er derhjemme.
Hudpleje
Det er vigtigt, at huden på dine ben bliver plejet dagligt med creme med højt fedtindhold og uden konserveringsmiddel.
Hvis du i perioder har kompressionsbandager på som forhindrer det, skal benet vaskes og huden smøres, når du får skiftet kompressionsbandager.
Kommer der eksem på huden, får du en recept på creme eller salve, der kan afhjælpe det.