Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du bruger blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause op til operationen.
Hvis du ikke allerede har snakket med vores personale, og lavet en aftale om en eventuel pause fra din blodfortyndende medicin, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk sekretariat på tlf. 78 44 63 06 for at høre, om du skal holde pause.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Forskning har vist, at din mave kommer hurtigere i gang efter operationen, hvis du tygger tyggegummi. Du bedes derfor købe tyggegummi efter eget valg, som skal tages med ved indlæggelsen.
Efter operationen skal du tygge tyggegummi mindst en halv time 3 gange dagligt og meget gerne mere.
På operationsdagen
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din normale morgenmedicin på operationsdagen – dog ikke medicin mod sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Får du normalt blodfortyndende medicin eller medicin for sukkersyge, skal du følge den anvisning, du har fået af lægen i klinikken. Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Du skal fjerne evt. hår i det område, hvor du skal opereres:
Hele maven (fra brystvorterne ned til kønsbehåringen)
Højre side af låret (10x10 cm) Under operationen skal der sidde et plaster på det felt, hvor hårene er fjernet
Du skal bruge en barbermaskine eller hårklipper. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter og infektion.
Der må godt være små stubbe på højst 2 mm.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Hvis du får medicin, inklusiv inhalationsmedicin, skal du medbringe den i original emballage sammen med en opdateret medicinliste. Det hjælper personalet med at få et nøjagtigt overblik over din medicin.
Du får medicin fra afdelingen under indlæggelsen. Din medbragte medicin bruges kun, hvis der er noget særligt medicin, som afdelingen ikke har.
Om operationen
Operationen foregår oftest ved kikkertkirurgi, hvor der laves 3-4 huller i maven, så instrumenterne kan komme til.
I nogle tilfælde er en kikkertoperation ikke muligt, og indgrebet foregår i stedet "åbent", hvor der laves et længere snit i maven.
Der kan være forskellige årsager til, at det er blevet nødvendigt, at anlægge en stomi. Du skulle gerne have modtaget information om årsagen i dit tilfælde.
Hos nogle kan stomien tilbagelægges efter tidligst nogle måneder. Dette foregår med en ny operation.
Efter operationen fortæller en kirurg dig om, hvad det er foretaget ved din operation.
Illustrationen viser, hvordan en kikkertoperation og en åben operation kan se ud:
Operationen foregår under fuld bedøvelse, og du skal være fastende.
I fuld bedøvelse sover du dybt og mærker ingen smerter under operationen.
Bedøvelsen kan gives på to måder:
Den sprøjtes ind i blodet via et drop (venflon)
Den indåndes via luften fra en maske
Det er bedøvelseslægen, der bestemmer, hvilken måde det skal gives til netop dig.
På hospitalet kalder vi fuld bedøvelse for generel anæstesi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du bliver indkaldt til Stomiklinikken i ugen op til operationen, hvor personalet undersøger din mave og markerer med tusch, det sted hvor det er bedst at placere stomien. Du vil desuden blive informeret om typer af stomi-produkter til anvendelse bagefter.
Risici og bivirkninger
Det er normalt, at der er ømhed og lette smerter efter en operation.
Efter alle operationer kan der opstå betændelse eller blødning, eventuelt som en blødning inde i kroppen. I sjældne tilfælde kan en indre blødning udvikle sig livstruende, hvis den ikke opdages og behandles i tide.
Ved ethvert kirurgisk indgreb er der risiko for komplikationer. Ved en kikkertoperation skal du være opmærksom på disse mulige risici:
En lille risiko for skade på indre organer.
Hvis du tidligere er blevet opereret i maven, kan der være sammenvoksninger i bughulen. Eventuelle sammenvoksninger kan kirurgen løse undervejs, men det kan betyde, at operationen tager længere tid og bliver vanskeligere.
I sjældne tilfælde er det nødvendigt at ændre kikkertoperationen til en åben operation. Det betyder, at vi laver et større snit i huden.
Kuldioxiden, som bliver pustet ind i din mave under operationen, kan give trykkende smerter i bryst, skuldre og nakke i de første dage efter operationen. Det er helt ufarligt. Du kan afhjælpe det ved at bevæge dig omkring.
Der kan opstå blodpropper i benene. For at mindske risikoen for det, får du støttestrømper til operationsdagen og en indsprøjtning med blodfortyndende medicin efter operationen.
Der er en lille risiko for efterfølgende kroniske smerter.
Det er derfor vigtigt, at du kender de mulige komplikationer og har haft mulighed for at overveje fordele og risici ved indgrebet.
Efter operationen
Personalet på opvågningen overvåger dig efter operationen, indtil du er klar til at komme tilbage til sengeafsnittet. Du kan forvente at være på opvågningen i et par timer.
Et drop - dvs. et tyndt plastikrør i en blodåre. Droppet forsyner dig med væske, indtil du selv er i stand til at indtage væske.
Et kateter i urinblæren til at opsamle urin.
Du vil have plastre på maven de steder, hvor kikkerterne har været placeret.
Du vil have din stomiplade og en stomipose på maven.
Du vil være træt og måske have lette til moderate smerter i maven.
Efter operationen kan du have smerter i operationssåret. Smerter er individuelle, og hver enkelt person oplever smerter forskelligt. Derfor er det vigtigt, at du fortæller personalet, hvis du har smerter og hvordan de føles.
Når man har smerter, kan man ikke bevæge sig ordentligt eller trække vejret frit. Derfor er smertebehandling en vigtig del af behandlingen.
Sammen med plejepersonalet vurderes dine smerter på en skala fra 1-10, hvor 1 er lette smerter og 10 er uudholdelige smerter.
Skalaen anvendes som et vigtigt redskab for din smertebehandling.
Når du er tilbage fra opvågningsafsnittet, opfordrer personalet dig til at komme op af sengen. Jo før du kommer op og i gang, jo mindre er risikoen for komplikationer, infektioner og træthed.
Drik rigeligt med væske umiddelbart efter din operation. Gerne 1½ liter vand eller saft. Desuden er det godt for din sårheling at indtage de proteindrikke, du bliver tilbudt.
I dagene efter din operation, må du gerne indtage 2 liter væske inklusiv 3 proteindrikke.
Man bliver typisk udskrevet 3-5 dage efter operationen.
Du kan spise almindelig mad efter operationen.
Du skal bevæge dig mest mulig efter operationen. Det hjælper på at få gang i maven igen.
Du kan komme hjem når dine smerter kan behandles effektivt med tabletter, og der kommer afføring i din nyanlagte stomi.
Når du er udskrevet, sender vi en kort gennemgang af dit indlæggelsesforløb til din egen læge.
Når du bliver udskrevet, vil du allerede have en tid til opfølgning i Stomiklinikken. Sygeplejerskerne i Stomiklinikken, vil desuden allerede have tilset dig under indlæggelsen.
Du skal have blodfortyndende medicin efter operationen for at forebygge blodpropper. Medicinen indsprøjtes i huden.
Hvis du skal fortsætte behandlingen, når du kommer hjem, får du udleveret sprøjterne og udstyret af hospitalet. Du bliver oplært i, hvordan du skal gøre, og hvor længe du skal tage medicinen.
Får du i forvejen blodfortyndende medicin, tager lægen stilling til, hvornår du kan genoptage din sædvanlige blodfortyndende medicin.
Når du kommer hjem
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt en læge, hvis du får stærke smerter eller tegn på betændelse i dit operationssår. Det kan for eksempel være:
Rødme
Hævelse
Feber
Sivning af væske fra såret
Det første døgn efter udskrivelsen er du velkommen til at kontakte afsnittet på det kontaktnummer, du finder i denne vejledning. Herefter skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Symptomer på indre blødninger er:
stor hævelse i bughule/maven eller brystkasse
kraftige smerter i bughule/maven eller brystkasse
hurtig eller svag puls
følelse af kortåndethed
Hvis du oplever en eller flere af symptomerne nedenfor, samtidig med du får det dårligere, kan det også være tegn på indre blødninger:
kvalme
svimmelhed
træthed eller utilpashed
tørst
Find kontaktinformation i vejledningen.
Det er normalt med lette til moderate smerter i helingsperioden. Vi anbefaler derfor, at du fortsætter med smertestillende tabletter de første dage efter udskrivelsen, så du kan opretholde samme fysiske aktivitetsniveau, som før operationen.
Vi anbefaler følgende:
Paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil) 1 g x 4
Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana, Brufen) 200-400 mg x 3
Hvis du har behov for stærkere smertestillende medicin, bliver det enten udleveret ved udskrivelsen, eller du får en recept med.
Når du bliver udskrevet, bliver der i de fleste tilfælde lavet en aftale med hjemmeplejen i forhold til pasning af din stomi, i den første tid efter operationen.
Du vil desuden allerede have en tid til opfølgning i Stomiklinikken ved udskrivelsen. Sygeplejerskerne i Stomiklinikken vil også have tilset dig under indlæggelsen.
Plastrene kan fjernes efter 24 timer, og hvis sårene er tørre, skal der ikke nyt plaster på. Sårene har bedst af at få luft og kan sagtens tåle almindeligt brusebad.
Er der anvendt klips eller ikke-selvopløselige hudtråde, skal de fjernes 10-12 dage efter operationen. Det foregår hos din egen læge. Husk at bestille en tid.
Videre forløb
Almindelig motion kan genoptages straks efter operationen, eller når du føler dig i stand til det. Du må bevæge dig til smertegrænsen. Efter en kikkertoperation er der ikke yderligere restriktioner. Men efter en åben operation, hvor der er foretaget et længere snit i huden, fraråder vi tunge løft i 4-6 uger, da der er en lille risiko for at sårene kan springe op.
Behovet for sygemelding er individuelt og afhænger af arbejdets karakter. Tal med din egen læge, hvis du er i tvivl.
Du må tage almindelig brusebad efter operationen.
Ønsker du på sigt, at have muligheden for at gå i karbad eller svømmehal, vil personalet i stomiklinikken vejlede dig i hvilke muligheder der er for dette.
Mere information
Pårørende eller ledsagere kan ikke være med til bedøvelse, operation og opvågning. Det gælder dog ikke ledsagere til børn og personer med handicap. De kan være med under opvågningen.
Dine pårørende eller ledsagere kan i stedet opholde sig i afdelingen, hvor du bliver kørt tilbage til, når du er vågen og klar.
Kost
En sund kost er med til at forebygge sygdomme. Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Ethvert cigaretforbrug er skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selvom du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug er også skadeligt for både din sundhed og dit helbred.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred end inaktive personer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at voksne er moderat fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen, og udøver fysisk aktivitet af høj intensitet 20-30 minutter 2 gange om ugen.
Moderat fysisk aktivitet kan blandt andet være at cykle på arbejde, at lave havearbejde og at tage trappen.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ring til Mave- og Tarmkirurgisk Bookingsekretariat, hvis du har spørgsmål til indkaldelse og booking.
Efter indgrebet
Tlf. 78 44 63 92
Ring til Tarmkirurgisk Afsnit, hvis der opstår problemer efter indgrebet.
Du kan ringe til afsnittet det første døgn efter udskrivelsen. Herefter skal du ringe til din egen læge eller vagtlægen.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/684665
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.