Du har fået udleveret en akutpose. Den skal du bruge, hvis du får en senreaktion derhjemme på allergivaccinationen.
Akutposen består af:
2 stk. antihistamintabletter
2 stk. Prednison-tabletter á 25 mg
En senreaktion kan komme fra du går fra afdelingen og mange timer frem.
En senreaktion kan være et hvilket som helst symptom fra kroppen.
Det kan være enten et enkelt symptom eller flere symptomer.
Nældefeber
Kan være et kløende udslæt med afgrænsede, flade hævelser oftest af forskellig form og størrelse og normalt omgivet af rødme. Andre gange ses udelukkende rødme.
Der kan ligeledes opstå lokal hævelse, fx af et øje, som kan føles som spænding i området, og det kan være væskefyldt.
Høfeber
Kan være hyppig nysen, flåd af klar væske, kløe og tæthed i næsen. Det kan også ses som rødme, irritation og kløe i øjnene.
Milde symptomer kan være:
Nældefeber på et mindre område af kroppen og/eller lokal hævelse, fx af et øje
Symptomer på høfeber
Moderate symptomer kan være:
Nældefeber, der langsomt breder sig ud over det meste af kroppen
Eventuelt lokal hævelse, fx af et øje
Symptomer på høfeber
Hvis du har astma, kan du opleve øget åndenød med eventuel trykken for brystet og pibende vejrtrækningslyd.
Om behandlingen
Du kan bruge 1-2 stk. tablet antihistamin ved milde symptomer, som ved afgrænset nældefeber og eller ved høfeber.
Vi anbefaler, at du bruger alle 4 tabletter fra akutposen ved moderate symptomer med nældefeber udbredt over hele kroppen.
Hvis du har astma og oplever øget åndenød, skal du bruge den akutte inhalator (blå) efter behov.
Sådan virker medicinen
Antihistaminer
Dæmper overfølsomhedsreaktionen, som viser sig ved nældefeber og høfeber.
Begyndende effekt efter 30-60 minutter.
Virker i 24 timer.
Maksimum antal er 4 gange dagligt.
Prednison
Dæmper overfølsomhedsreaktionen, som viser sig ved nældefeber og høfeber.
Begyndende effekt efter 6 timer.
Virker i 24 timer.
Dosis efter aftale med lægen.
Risici og bivirkninger
Du kan opleve mundtørhed og døsighed ved brug af antihistaminer. Ved brug af Prednisolon kan du opleve søvnløshed og sultfølelse.
Vær opmærksom på
Kontakt Klinik for Lungesygdomme, hvis du oplever en senreaktion.
Udenfor åbningstiden skal du kontakte vagtlægen, hvis du er i tvivl, hvis du har indtaget alle 4 tabletter eller hvis du har brug for flere tabletter.
Det er en stor hjælp, hvis du, inden du møder op på hospitalet, har styr på, om din aktuelle medicin fremgår korrekt i det fælles medicinkort.
Videre forløb
Tag 1-2 stk. antihistamin dagligt, indtil senreaktionen er forsvundet.
Du aftaler med sygeplejersken fra Klinik for Lungesygdomme, hvordan du skal tage medicin fremadrettet.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Klinik for Lungesygdomme Medicinsk Diagnostisk Center Regionshospitalet Skive Resenvej 25A, etage 1 7800 Skive
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/650968
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.