Tabletten skal indtages fastende om morgenen efter, du er stået op.
Den skal sluges hel med et stort glas vand og intet andet. Ellers optages den meget dårligt fra maven. Den må ikke deles eller knuses.
Du må ikke indtage anden medicin eller morgenmad (gælder også kaffe) før mindst 30 minutter efter, du har taget Alendronat-tabletten.
På grund af risiko for irritation af spiserøret og mavesækken må du ikke lægge dig ned efter at have taget tabletten. Du skal sidde eller være oppegående i 30 minutter, og indtil du har fået morgenmad.
Hvis du glemmer at tage tabletten på den oprindeligt valgte dag, må du gerne tage tabletten på den næstfølgende morgen. Hvis du opdager det i løbet af ugen, springes tabletten over og du fortsætter igen på den valgte dag.
Det er vigtigt at fortsætte med Alendronat, så længe lægen ordinerer det. Det virker kun så længe tabletterne tages.