Næste dag – tidligst efter 12 timer – går du i bad og vasker dig grundigt. Herefter begynder du på vask og rengøring af hjemmet.
- Tag rent tøj på (vasket ved 60 grader eller ubrugt de sidste 7 døgn).
- Tag handsker på.
- Tag rene sko på med plast overtræk (sko der er ubrugte de sidste 7 døgn eller nye sko).
Gør grundigt rent i hele boligen:
Vask alt, der kan tåle 60 grader i mindst 10 minutter – tøj, handsker, huer, halstørklæder, sko, sengetøj, dyner, puder, topmadrasser, håndklæder, bamser, løse tæpper m.m.
Det gælder alt, man har været i kontakt med i ugen op til behandlingen.
Det, der ikke tåler vask på 60 grader, isoleres i tætsluttende plastikposer i 7 dage eller står i rum uberørt i 7 dage.
Tør alle synlige flader af, fx borde, armlæn, dørhåndtag.
Støvsug gulve og tæpper, og rengør alle vaskbare gulve med vand og sæbe.
Støvsug senge, madrasser, topmadrasser, pyntepuder, stof- og lædermøbler, bilsæder, autostole m.m. grundigt og lad det stå ubrugt i 7 dage. Hvis det ikke er muligt, skal tingene afdækkes med plastik i 7 dage.
Computer, høretelefoner, mobiltelefoner, tablets skal i karantæne i 7 dage eller dækkes med tætsluttende plast i 7 dage.
BEMÆRK! Behandlingen samt vask og rengøring gentages efter 7 dage for at fjerne nyudklækkede mider.