Ustekinumab kan bruges, hvis du ikke længere reagerer på eller tåler anden biologisk behandling.
Ustekinumab er et antistof, der blokerer virkningen af 2 proteiner i kroppen (Cytokiner) ved navn interleukin-12 og interleukin-23. De spiller en stor rolle i udviklingen af Crohns sygdom.
Ved at blokere denne virkning, svækker Ustekinumab den del af immunsystemet, der giver inflammation ved Crohns sygdom.
Forbered dig til behandlingen
Sammen med lægen gennemgår du tegn på sygdomsaktivitet og din hidtidige behandling.
Før behandlingen skal du have taget blodprøver og røntgenundersøgelse af lungerne for at udelukke andre former for betændelse (tuberkulose og leverbetændelse).
Om behandlingen
Ustekinumab gives som 4-6 årlige doser:
1. dosis gives som infusion i en blodåre i armen. Dosis er vægtafhængig og infusionen gives på 1 time.
2. dosis gives efter 8 uger som indsprøjtning i underhuden på låret eller maven.
3. dosis gives efter 16 uger som indsprøjtning i underhuden på låret eller maven.
Herefter kommer du til samtale hos lægen, som vurderer om behandlingen fremover skal gives hver 8. eller hver 12. uge.
Du bliver oplært af en sygeplejerske i at tage indsprøjtningen selv. Alternativt kan du få indsprøjtningerne i Klinik for Mave- og Infektionssygdomme.
Risici og bivirkninger
Som al anden medicin kan Ustekinumab give bivirkninger, selvom det ikke er alle der får dem. De fleste bivirkninger er lette til moderate, men nogle kan opleve mere alvorlige bivirkninger. Tag straks kontakt til en læge eller sygeplejerske, hvis du mærker noget.
Bivirkningerne kan vise sig ved:
Tegn på allergiske reaktioner:
Besvær med at trække vejret eller synke.
Lavt blodtryk, som kan give svimmelhed.
Hævelser i ansigt, læber, mund eller svælg.
Hududslæt og nældefeber.
Tegn på infektioner som, fx feber, influenzalignende symptomer, nattesved, træthedsfølelse eller vedvarende hoste.
Vær opmærksom på
Sprøjterne skal opbevares i køleskab (2-8 grader). De må ikke opbevares i fryseren.
Sprøjterne skal altid transporteres på køl og opbevares i den ydre karton for at beskytte dem mod lys.
Du må ikke ryste de fyldte sprøjter, da det kan beskadige medicinen.
Ved eventuelle spørgsmål til opbevaring af medicinen under rejser, skal du kontakte sygeplejersken i klinikken.
Hvis du er gravid eller overvejer at blive det, skal du fortælle det i klinikken. Din behandling bliver herefter tilrettelagt af en speciallæge.
Kontakt
Hvis du har behov for akut lægelig vurdering, skal du tage kontakt til din egen læge eller lægevagten.
Tlf. 78 41 72 24
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Kontakt til sygeplejerske Tlf. 78 41 72 24
Telefontid mandag, tirsdag, onsdag og fredag fra kl. 7.30-8.30.
Klinik for Mave- og Infektionssygdomme Regionshospitalet Silkeborg Indgang A, A10 Falkevej 1 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/864795
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.