Døden er uundgåelig, og vi vil alle opleve tab på et eller andet tidspunkt i livet. Når det sker, stilles vi sommetider ansigt til ansigt med både skræmmende og forvirrende følelser og måske symptomer fra kroppen.
Lige efter dødsfaldet kan det være svært at acceptere, at det er sket, selvom du har forberedt dig på tabet. Du kan føle lettelse, tomhed og lammelse, og du kan måske opleve at høre og se den døde. Det kan virke skræmmende, men det er et helt almindeligt fænomen.
Her under er listet nogle helt almindelige reaktioner på et tab af en pårørende:
Du kommer måske til at græde, når du tænker på den, du har mistet. Det er en sund måde at reagere på. At holde følelserne tilbage kan være meget udmattende.
Når alt det praktiske i forbindelse med dødsfaldet er overstået, vil du måske opleve, at der bliver stille omkring dig, og folk spørger sjældnere til dig. Måske vil du på dette tidspunkt føle sorgen fylde mere end lige efter dødsfaldet. Hverdagen kan føles trist og ensom, og du kan have brug for at være sammen med familie og venner - til andre tider kan du have brug for at være alene.
Det kan være svært selv at opsøge støtte og hjælp, men familie og venner kan ikke altid gætte, hvad du har behov for. De fleste vil gerne hjælpe, når du fortæller, hvad du ønsker af dem, for eksempel at de lytter, går med på kirkegården eller hjælper med praktiske ting.
Sorgen kan atter blive mærkbar på dødsdagen, ved fødselsdage og højtider. Vær ikke bange for at tale om savnet af den afdøde. Det kan virke befriende at dele minderne med familie og venner.
Hvis støtten fra venner og familie ikke er nok, kan du søge professionel hjælp. Du kan henvende dig til praktiserende læge og evt. blive henvist til psykolog. Andre muligheder kan være at søge hjælp hos en præst eller hos Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre, som har psykologer og socialrådgivere ansat.
Mere information
Hvis du vil læse mere om sorgen og savnet, kan vi anbefale disse bøger:
Når ægtefællen dør. Bente Chemnitz. Aschehoug 1999.
Min mand døde, min kone døde. Peter Olesen m.fl . Kroghs Forlag 2002.
Når håbets grene bliver livets træ. Susanne og Nelly Sønderbro. Unitas Forlag 1990.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Ved problemer uden for vores telefontid, kan I kontakte hjemmeplejen, stamafdeling på hospitalet eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/640953
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.