Der er individuelle forskelle i forhold til lavt blodsukker. For mange diabetikere, vil et lavt blodsukker ligge på under 3,9 mmol/l.
Årsagerne kan være:
For lidt mad/glemt et måltid
Ventet for længe med at spise
For meget insulin
For høj dosis af insulin eller blodsukkersænkende tabletter med indholdsstoffet Sulfonylurinstof
Kraftig motion
Dårlig injektionsteknik, nye injektionssteder eller insulinknuder i underhuden
Alkohol
Hårdt fysisk arbejde
Vægttab
Det er vigtigt, at:
Du er i stand til at måle dit blodsukker
Du er i stand til at reagere og handle hurtigt ved lavt blodsukker
Du har druesukker eller juice på dig
Dine omgivelser ved, at du har diabetes og hvordan de kan hjælpe dig
Du er i stand til at reagere på ændringer i dagligdagen ved at ændre på mad, insulin og blodsukkersænkende tabletter
Du bærer ID-kort
Er du oplært i kulhydrattælling, bruger du dine regneregler for at få blodsukkeret til at stige (tommelfingerregel 10 g kulhydrat får blodsukkeret til at sige 2 mmol)
Du skal også være opmærksom på, at:
Du må ikke køre bil eller betjene maskiner, før blodglukose igen er normalt
Du skal kontakte din diabetesbehandler ved gentagne lave blodglukoseværdier med henblik på eventuel justering af medicin
Tale med dine pårørende om lavt blodglukose, da det er vigtigt, at de ved, hvordan de kan hjælpe dig, hvis de oplever, at du har lavt blodsukker
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Vær opmærksom på
Det er vigtigt, at du handler hurtigt, når du oplever symptomer på for lavt blodsukker, da det kan udvikle sig til koncentationsbesvær og i sjældne tilfælde bevidstløshed.
Du kan opleve følgende symptomer ved lavt blodsukker:
Koldsved
Bleghed
Indre uro/hjertebanken
Rysten på hænderne
Sultfølelse
Synsforstyrrelser
Mathed
Slaphed/rysten i benene
Ængstelse
Hovedpine
Prikken i mundvig og fingre
Sur, vred og/eller ked af det
Koncentrationsbesvær
Har du lavt blodsukker, er det vigtigt, at du hurtigst muligt indtager kulhydrater i form af druesukker eller juice. Hvis det ikke sker, kan du få koncentrationsbesvær og problemer med at udtrykke dig sprogligt.
Det kan yderligere udvikle sig til kramper og bevidstløshed, men det sker yderst sjældent.
Hos ældre mennesker kan symptomerne være lidt anderledes, fx uklarhed, svimmelhed, træthed og konfusion.
Symptomer på lavt blodsukker om natten kan være dårlig søvn, hovedpine og koncentrationsbesvær dagen efter. Hvis sengetøjet er vådt og krøllet efter en urolig nats søvn, kan det være tegn på lavt blodsukker i løbet af natten.
Sådan gør du
Det er vigtigt, at du hurtigst muligt indtager hurtige kulhydrater, fx druesukker, sød saft, mælk eller juice. De hurtige kulhydrater giver hurtig blodsukkerstigning.
Sukker/kulhydratmængden skal være 10-20 g. Det svarer til:
3-6 stk. druesukker (3 g kulhydrat/stk)
2-5 stk. hugget sukker (4 g kulhydrat/stk)
1 glas juice, mælk eller sød saft
Derefter skal du indtage langsomtvirkende kulhydrater. Det holder blodsukkeret oppe, fx:
1 skive rugbrød
1-2 stykker knækbrød
Hvis du har koncentrationsbesvær, kan du have brug for hjælp af andre til at finde noget at spise og sørge for, at du spiser det.
Hvis du er bevidstløs og ikke kan indtage kulhydrater, kan en pårørende, som har lært at bruge Glucagen Hypokit, give dig indsprøjtningen.
Pårørende kan også ringe 112.
Få mere viden om, hvordan Glucagen Hypokit virker ved at tale med din diabetesbehandler.
Kontakt
Tlf. 78 41 72 50
Spørgsmål til behandling Telefontid, sygeplejerske:
Mandag, onsdag og fredag fra kl. 8.00-8.30
Tirsdag og torsdag fra kl. 13.00-13.30
Afbud og ændring af tid Telefontid, sekretær:
Hverdage fra kl. 8.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/629497
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.