Mælk- og surmælksprodukter har et højt indhold af fosfat. Du kan begrænse dit indtag af mælk- og surmælksprodukter til cirka 1,5 dl, eller erstatte noget af mængden med plantebaserede produkter, fx sojadrik, havredrik osv. De plantebaserede produkter har et lavere indhold af fosfat.
Ost har generelt et højt indhold af fosfat. Smelteoste, fx rejeost og hårde oste som parmesan, har et meget højt indhold og bør spises sjældent.
Skæreost har også et højt indhold af fosfat, så vi anbefaler, at du holder dig til 1 skive om dagen. Skimmelost har et lidt lavere indhold af fosfat. Det kan derfor spises i lidt større mængde.
Der er lavest indhold af fosfat i friskost, flødeost, rygeost og hytteost, som kan spises flere gange dagligt.
Vælg økologisk pålæg eller pålæg af mærket Den Grønne Slagter eller Pålækker fra Tulip. Brug gerne rester fra aftensmaden.
Undgå kage med tilsat fosfat. Vælg i stedet hjemmelavet kage eller købekage uden tilsat fosfat (se varedeklarationen).
Begræns fastfood. Læs varedeklarationen i forhold til, om der er tilsat fosfat.
Undgå alle slags cola, Faxe Kondi, Carlsberg Sport og energidrikke uanset om det er med eller uden sukker. Vælg i stedet økologisk cola, andre typer sodavand eller læskedrikke.