Klinik for Lungesygdomme vil gerne hjælpe dig til at forstå lidt om de skadelige effekter ved rygning, og hvorfor det er vigtigt, at vi får dig hjulpet til at stoppe. Denne vejledning er lavet for at give dig de bedste forudsætninger for at holde med at ryge.
Den vigtigste forudsætning er, at du selv ser en mening med at holde op med at ryge. I vejledningen får du oplysninger om gevinsterne ved et rygestop, hvor vigtigt det er for din sundhed og hvilken hjælp du kan få til at blive røgfri.
Vær opmærksom på
Uanset alder eller antallet af år, du har røget, er der gavnlige effekter forbundet med rygestop, fx bedre generel velbefindende og ekstra vundne leveår.
Rygning kan føre til alvorlige komplikationer i forbindelse med operation, fx infektioner, helingsproblemer, hjerte-lungeproblemer og brede ar.
Hvis du ryger, nedsætter du hastigheden af vævets evne til at hele og gendannes. En af årsagerne er den nedsatte blodforsyning til de beskadigede områder.
Du har som oftest længere indlæggelsestid efter operation end ikke-rygere.
Sådan gør du
Vi henviser dig til et rygestopforløb. Herefter bliver du ringet op af en professionel rygestoprådgiver.
Kommunerne tilbyder rådgivning ved professionelle rygestoprådgivere til alle rygere.
Rygestopforløbet foregår i gruppe og/eller individuelt og tilrettelægges fleksibelt sammen med den enkelte borger.
I enkelte tilfælde (eksempelvis grundet svær sygdom) kan samtaler foregå i hjemmet og/eller telefonisk.
Pårørende, støttekontaktpersoner m.fl. inddrages i forløbet, når det er relevant.
Dine chancer for at blive røgfri øges markant, hvis du bruger den rette hjælp.
Det er en god idé at bruge både rygestopmedicin og rådgivning på samme tid.
Du kan købe nikotinpræparater i dit supermarked, på tanken, på apoteket og ved materialister. Alternativt kan du få recept på nikotinpræparater hos din egen læge. Din egen læge kan også hjælpe dig med motiverende samtaler.
Videre forløb
Der er store helbredsfordele forbundet med rygestop. Særligt risikoen for at udvikle lungelidelser, lungekræft og hjerte-karsygdomme reduceres markant efter rygestop, og den positive effekt starter umiddelbart efter, du er stoppet.
Hvor nogle helbredsfordele først viser sig efter nogle år, begynder de første positive effekter at vise sig på lunge- og kredsløb allerede få timer efter et rygestop.
Tid efter rygestop
Effekt på dit helbred
20 minutter
Puls og blodtryk bliver normalt.
1 døgn
Iltniveauet i blodet normaliseres og kulilte er ude af kroppen. Lungerne begynder at blive renset for slim og affaldsstofferne fra rygning. Risikoen for blodpropper reduceres.
3 døgn
Iltoptagning forbedres og vejrtrækningen bedres. Din smags- og lugtesans forbedres.
2 uger - 3 måneder
Lungerne bliver bedre til at bekæmpe infektioner. Kredsløbet bedres gradvist.
3-12 måneder
Mindre hoste og lettere vejrtrækning. Fertiliteten og søvnen bliver bedre.
1-2 år
Risikoen for svær lungebetændelse og influenza er nu på niveau med en ikke-ryger. Risikoen for blodpropper er halveret.
Klinik for Lungesygdomme Medicinsk Diagnostisk Center Regionshospitalet Skive Resenvej 25A, etage 1 7800 Skive
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1368485
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.