Hårbundsbehandling med Betamethason/Calcipotriol (Daivobet) gel
Gå direkte til:
Formålet med Betamethason/Calcipotriol-behandling ved psoriasis er at løsne skæl, hæmme kløe og den forøgede hudcelledeling. Desuden dæmper Betamethason/Calcipotriol rødme og irritation i hårbunden.
Betamethason/Calcipotriol er et kombinationspræparat af D-vitamin og stærkt virkende hormon til behandling af psoriasis i hårbunden. Det er en gel, som er nem at fordele.
Behandlingen strækker sig normalt over 4 uger, hvor du skal behandle 1 gang dagligt. Herefter ophører behandlingen. Men hvis din hårbund er skælfri, afbleget og i ro efter 2 uger, så kan du stoppe behandlingen - eller nøjes med 2-3 behandlinger om ugen i de følgende 2 uger. Nogle kan så herefter have helt ro i længere perioder, og andre har gavn af 1 ugentlig behandling, for at vedligeholde den gode effekt i hårbunden.
Om behandlingen
Tag engangshandsker på
Læg et håndklæde over skuldrene for at skåne tøjet
Kæm håret, gerne med en tættekam, for at løsne skæl
Betamethason/Calcipotriol -flasken omrystes inden brug
Lav en midterskilning fra panden hen over issen
Fordel 2-3 dråber Betamethason/Calcipotriol i skilningen og gnid det grundigt ned i hårbunden
Fortsæt med at lave skilninger i 1-2 centimeters afstand i hele hårbunden
Behandl alle områder, hvor der er skæl, kløe og/eller rødme
Vask hænderne grundigt efter endt behandling for at undgå bivirkninger på fingrene
Lad Betamethason/Calcipotriol sidde i hårbunden natten over eller tilsvarende antal timer i løbet af dagen og undgå hårvask i dette tidsrum
Før ny smøring med Betamethason/Calcipotriol kæmmes håret godt igennem for løsnede skæl
Hvis du ønsker at vaske hår før en ny smøring med Betamethason/Calcipotriol:
Fordel en mild shampoo i det tørre hår.
Gnid shampooen ind og lad den sidde et par minutter.
Gør derefter håret vådt og vask det, som du plejer.
Skyl håret rent.
Vask evt. det våde hår en gang til.
Risici og bivirkninger
Hvis der bruges mere af produktet end anvist med dråber, fedter det håret, og virkningen bliver ringere.
Vær opmærksom på
Betamethason/Calcipotriol må ikke opbevares koldt (under 10 C).
Opbevar flasken i kartonen for at beskytte indholdet mod lys.
Forskellen på Betamethason/Calcipotriol og Xamiol: Der er ingen forskel, men med tiden vil navnet Xamiol udgå og erstattes af Betamethason/Calcipotriol, som kan bruges både i hårbunden og på kroppen.
Kontakt
Sekretariat Tlf. 78 44 73 14 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.