Indsprøjtning i underhuden med Dupilumap (Dupixent)
Gå direkte til:
Indsprøjtning i underhuden med Dupilumap (Dupixent)
Dupilumab er et biologisk lægemiddel.
Du kan få tilbudt behandling med Dupilumab, hvis du har svær kronisk atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller giver uacceptable bivirkninger.
Ved atopisk eksem er en lille del af immunforsvaret overaktivt, og Dupilumab dæmper helt specifikt den del af immunforsvaret. På den måde mindskes eksemet og kløen.
Medicinrådet har fastlagt reglerne for, hvem der kan tilbydes Dupilumab.
Forbered dig til behandlingen
Når du har været til din første lægekonsultation, bestiller sekretæren blodprøverne. Du kan få taget blodprøver samme dag hos Blodprøver og Biokemi.
Om behandlingen
Første gang du skal have medicinen, skal du observeres i klinikken i 30 minutter efter medicinen er givet. Det skyldes, at du i meget sjældne tilfælde kan få en allergisk reaktion på Dupilumab.
Medicinen skal tages som en indsprøjtning eller pen i fedtvævet under huden. Sygeplejersken lærer dig, hvordan du selv tager medicinen.
Hvis du ikke kan stikke dig selv, kan en af dine pårørende lære det og skal i så fald deltage i konsultationen.
Hvis hverken du eller dine pårørende kan stikke, er der andre muligheder:
Hjælp fra en hjemmesygeplejerske. Vi sørger for, at der gives besked til hjemmesygeplejerskerne.
Hjælp af din egen læge til indsprøjtning af medicinen. Det skal du selv aftale.
Herunder er et skema, der kan bruges hjemme til at huske, hvor medicinen skal tages.
Dato
Indstikssted:
Mave = M
Lår = L
Side:
Højre = H
Venstre = V
Dato
Indstikssted:
Mave = M
Lår = L
Side:
Højre = H
Venstre = V
Dato
Indstikssted:
Mave = M
Lår = L
Side:
Højre = H
Venstre = V
Dupilumab skal tages hver 2. uge som en indsprøjtning ind i fedtvævet i underhuden enten på lår eller mave. Dog ikke mindre end 5 centimeter fra navlen.
Du får 2 indsprøjtninger første gang, du skal have medicinen (en dobbelt dosis på 600 mg). Herefter skal du have 1 indsprøjtning (en dosis på 300 mg) hver 2. uge.
Du får udleveret medicin i forbindelse med, at du er til konsultation i klinikken. Udleveringen fortsætter, indtil der er sikkerhed for, at du tåler medicinen og er på den for dig korrekte dosis.
Herefter bliver det ændret til afhentning i medicinboks. Det bliver du introduceret til.
Medicinen skal transporteres i køleboks, så medbring altid en køleboks med frosne køleelementer i til medicinudlevering.
I særlige tilfælde kan medicinen sendes i en køleboks.
Sådan virker medicinen
Ved atopisk eksem er en lille del af immunforsvaret overaktivt, og Dupilumab dæmper helt specifikt den del af immunforsvaret. På den måde mindskes eksemet og kløen.
Dupilumab er et kunstigt fremstillet antistof rettet mod interleukin-4- og interleukin-13-receptoren. Disse proteiner er centrale for sygdommen, og er i overtal i kroppen og i huden ved atopisk eksem.
Dupilumab hæmmer specifikt effekten af de 2 proteiner og har derfor en gavnlig effekt på aktiviteten af eksem i huden.
Du kan opleve bedring i løbet af få uger. Efter 12-16 uger oplever du fuld effekt af behandlingen.
Risici og bivirkninger
Som ved alle andre lægemidler kan der være bivirkninger. De fleste bivirkninger opstår inden for de første dage efter første behandling og varer typisk et par uger.
Det er vigtigt, at du læser indlægssedlen, der udleveres sammen med medicinen.
Den hyppigste bivirkning ved medicinen er en let hudreaktion ved indstiksstedet (rødme, ømhed, kløe). Hudreaktionen varer i gennemsnit 3-5 dage og opstår især i begyndelsen af behandlingen.
De fleste har ingen problemer efter de første måneders behandling.
Øjenbetændelse kommer oftere, når du er i behandling med Dupilumab, men mange patienter med atopisk eksem oplever generelt at have øget tendens til øjenbetændelse.
Ring til Klinik for Hudsygdomme, hvis du under behandlingen får nye problemer med dine øjne, eller hvis dine øjensymptomer bliver værre.
Du kan have let øget risiko for infektioner med herpesvirus.
Vær opmærksom på
Hvis du har et ønske om at blive gravid, bør det tidligst ske 12 uger efter afsluttet behandling.
Tal med lægen eller sygeplejersken om dit ønske om graviditet. Vi hjælper dig med at lægge en plan for det.
Hvis du tidligere har opholdt dig i tropiske eller subtropiske egne, eller har planlagt en rejse til tropiske eller subtropiske områder, skal du drøfte det med lægen.
Hvis du har en ormeinfektion, skal den behandles, inden du starter på Dupilumab.
Hvis du får problemer med tørre øjne, kan du tage fugtende øjendråber, som du køber på apoteket.
Det er meget vigtigt, at du kun ændrer din astmamedicin efter aftale med den læge, der står for din astmabehandling.
Kontakt altid Klinik for Hudsygdomme, hvis du er i tvivl om du må få en bestemt vaccine, mens du får medicinen.
Du må gerne vaccineres med dræbte vacciner, fx influenza, lungebetændelse og corona.
Undgå vaccination med levende vacciner under behandlingen. Hvis du har brug for en levende vaccine, fx mod gul feber, bør den gives, inden du starter på medicinen.
Hvis du har brug for en levende vaccine, fx mod gul feber, mens du er i behandling, skal du kontakte Klinik for Hudsygdomme for en ny behandlingsplan, da medicinen ikke kan gives i en længere periode omkring vaccinationstidspunktet.
Det er ikke farligt at lade sig vaccinere under immundæmpende behandling, men der er risiko for, at du får en lidt mindre beskyttende effekt af vaccinen.
Når du starter med en ny behandling, og har planer om udenlandsk rejseaktivitet, anbefaler vi, at du kontakter dit forsikringsselskab. Forsikringsselskaber har forskellige regler for rejseforsikringer.
Når du får biologisk behandling, skal du være opmærksom på, at medicinen skal opbevares nedkølet – også under rejsen. Du skal derfor medbringe en køleboks som en del af din håndbagage.
Vi anbefaler, at du kontakter flyselskabet inden afrejsen og informerer om, at du medbringer medicinen.
Du skal også medbringe rejsekort om din medicin. Det har du fået udleveret i klinikken, da du startede behandlingen. Henvend dig i klinikken, hvis du har brug for et nyt rejsekort.
Det er altid en god idé at:
Have en samlet liste over din medicin med på rejser til udlandet.
Tage lidt ekstra medicin med, hvis du bliver opholdt på rejsen.
Tage medicinen med i original emballage, så kan toldere og politi se, hvad du har med.
I nogle lande kan det være problematisk at have sprøjter og kanyler med. Du kan med fordel kontakte det pågældende lands ambassade i Danmark og undersøge, hvordan det forholder sig, inden du rejser.
Rejser til tropiske/subtropiske områder bør drøftes med hudlægen inden afrejse.
Når du kommer hjem
Medicinen skal opbevares mellem 2 og 8 grader, hvilket svarer til køleskabstemperatur.
Du bør reservere en hylde eller skuffe i køleskabet til din medicin.
Vi anbefaler, at medicinen opbevares i original indpakningen.
Hver gang du skal tage medicinen, anbefaler vi, at du vælger et nyt indsprøjtningssted.
Medicinen må ikke indsprøjtes i hud, som er øm, beskadiget eller har blå mærker eller ar.
Brugte sprøjter og penne skal bortskaffes som risikoaffald i gule kanylebøtter. Gule kanylebøtter kan fås og afleveres på apoteket.
Hvis du glemmer at tage en sprøjte, skal du tage sprøjten, så snart du opdager det og ændre dagen for næste indsprøjtning, så der igen er samme tidsinterval.
Første gang og alle øvrige gange, hvor du skal have medicin, skal du tage en køletaske og frosne køleelementer med.
Køletaske og frosne køleelementer sikrer, at du kan transportere medicinen korrekt.
Hvis du ikke har køletasken og køleelementerne frosne med, kan vi ikke udlevere medicinen til dig.
Hvis du har medicin, der er defekt, fx hvis medicinen er uklar, eller pennen/sprøjten ikke virker, skal den afleveres på apoteket.
Er du stoppet med din medicin og har nogle sprøjter/penne i overskud, skal du aflevere dem i Klinik for Hudsygdomme eller på apoteket.
Videre forløb
Hvis du ikke har haft nogen effekt af behandlingen efter 16 uger, bør den stoppes.
Hvis du har delvist effekt af behandlingen, kan det være gavnligt at fortsætte behandlingen i længere tid.
Du får besked, hvis der skal tages blodprøver til kontrol.
Mere information
Dermbio er en database med formål om at sikre kvalitet og gøre det muligt at forske i biologiske behandlinger.
Databasen er landsdækkende. Der indberettes blandt andet data vedrørende medicinens effekt og eventuelle bivirkning.
Hvis du bliver forhindret i at møde til aftalte tider, skal du give besked til afdelingen. Ring gerne i så god tid som muligt, så en anden patient kan få tiden.
Kontakt Klinik for Hudsygdomme, hvis du har spørgsmål om Dupilumap eller din sygdom.
Du kan få mere information om Dupilumap på min.medcin.dk.
Kontakt
Sekretariat Tlf. 78 44 73 14 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1296133
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.