Kalkniveauet styres af fire biskjoldbruskkirtler, der sidder på forsiden af halsen i tæt relation til skjoldbruskkirtlen. De kan sjældent mærkes udefra.
Forstyrrelse i kalkbalancen skyldes overaktivitet i én eller flere af biskjoldbruskkirtlerne, der producerer for meget parathyroideahormon også kaldet PTH. Forstyrrelsen medfører som regel forhøjet kalkindhold i blodet.
Tilstanden konstateres som oftest tilfældigt ved blodprøver taget i anden anledning. Ved symptomer kan disse være mangeartede og uspecifikke. Eksempler kan være træthed, fordøjelsesproblemer og ledgener.
Andre symptomer kan være koncentrationsproblemer, psykiske gener og ved meget højt kalkniveau kan man blive svært forkvalmet, sløv og omtåget. På længere sigt er der en øget tendens til nyresten, hjerte-kar sygdom, mavesår samt større risiko for udvikling af knogleskørhed.
I første omgang måles niveauet af kalk og parathyroideahormon (PTH) i blodet.
Der kan suppleres med en døgnurinprøve for at vurdere udskillelsen af kalk i urinen. Man kan undersøge for følgevirkninger ved at lave en knogleskanning og en skanning af nyrer og urinveje. Endeligt kan man lave en skanning af halsen for at lokalisere den/de overaktive biskjoldbruskkirtler.
Afhængig af sværhedsgrad og symptomer kan man vælge at se tilstanden an eller henvise til operation. Operationen foregår på Aarhus Universitetshospital og sker i fuld bedøvelse under typisk et døgns indlæggelse. Det betragtes som et mindre indgreb.
Gode råd
Det vigtigste er, at man sørger for at drikke godt med almindelig væske (2-3 liter) specielt i varmt vejr for at undgå væskemangel.
Hvad angår medicin og kosttilskud bør man tale med lægen om disse.
Vi anbefaler almindelig sund livsstil med fokus på varieret kost og motion. I øvrigt påvirkes tilstanden ikke væsentligt af livsstilsfaktorer.
Mere information
Som led i undersøgelsen for primær hyperparathyroidisme er du henvist til:
Døgn-urin-opsamling (kalkudskillelse i urin):
Tid og sted:_____________________________________________
DEXA-skanning (knogleskanning):
Tid og sted:_____________________________________________
CT-urografi (nyrer og urinveje):
Tid og sted:_____________________________________________
Parathyroidea skintigrafi (skanning af biskjoldbruskkirtler):
Tid og sted:_____________________________________________
Når vi har svar på alle undersøgelserne, vil du blive kaldt ind til samtale om videre den plan:
Tid og sted:_____________________________________________
Kontakt
Tlf. 78 44 75 10 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Hvis du har akut behov for hjælp udenfor åbningstiden, kan du kontakte Medicinsk Afsnit 1 hos Regionshospitalet Viborg på tlf. 78 44 77 10.
Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, Viborg Medicinsk Diagnostisk Center Regionshospitalet Viborg Banevejen 7C 8800 Viborg
Klinik for Diabetes og Hormonsygdomme, Skive Medicinsk Diagnostisk Center Regionshospitalet Skive Resenvej 25 7800 Skive
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/588450
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.