Klinik for Multisygdom er en klinik ved Regionshospitalet Silkeborg.
Vi modtager patienter efter henvisning fra praktiserende læger.
Tilbuddet henvender sig til patienter med flere forskellige sygdomme og/eller mange forskellige slags lægeordineret medicin. Klinikken tilbyder en samlet behandlingsplan og medicingennemgang, hvor alle patientens lidelser inddrages samtidigt.
Ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg har vi læger inden for alle medicinske specialer og et tæt samarbejde med vores store røntgenafdeling. Det er med til, at du får en hurtig tværfaglig vurdering.
Forbered dig til behandlingen
Forud for din tid i klinikken
Når vi har modtaget en henvisning fra din læge, gennemgår vores læge forud for din første aftale i klinikken dine tidligere indlæggelser og undersøgelser.
Der vil ofte blive bestilt supplerende undersøgelser, fx blodprøver, hjerteundersøgelse eller røntgenundersøgelser.
Undersøgelser, der normalt har op til flere dages eller ugers ventetid, kan vi ofte "pakke" til at foregå på en enkelt dag eller over få dage. Den koordinator, der bliver tilknyttet dig, planlægger i samarbejde med dig gennemførslen af undersøgelserne.
Når du møder i klinikken
Når du møder i klinikken vil der være:
Medicingennemgang med en farmaceut (apoteker)
Samtale og undersøgelse ved læge
En vurdering med en fysioterapeut og ergoterapeut
Efter undersøgelser og samtaler
Efterfølgende går lægen til en konference, hvor der deltager læger fra de medicinske specialer, der er relevante for dig. Desuden deltager din forløbskoordinator og farmaceut. Her lægges en samlet behandlingsplan.
Efter konferencen informerer lægen dig om den foreslåede samlede behandlingsplan og eventuelt anbefalede medicinændringer.
Hvis det er aktuelt, udarbejder fysio- og ergoterapeuten en selvstændig plan vedrørende for eksempel anbefalet træning, genoptræningsplaner eller hjælpemidler.
Herefter aftaler vi med dig og din læge, om de foreslåede ændringer i din behandling skal ske hos din egen læge eller i et kort forløb hos os uden indlæggelse.
Det er vigtigt, at du medbringer al den medicin, du tager – også håndkøbsmedicin, naturpræparater og vitaminpiller.
Om behandlingen
Du får i dit forløb tilknyttet en forløbskoordinator, der er din kontaktperson gennem hele forløbet. Koordinatoren har altid overblikket over dine undersøgelser og kan kontaktes, hvis du har spørgsmål.
Den dag, du ses i klinikken, kan der forekomme ventetid imellem de forskellige samtaler. Her venter du i vores venteværelse, eventuelt i en hvilestol.
Hele besøget kan tage 5-6 timer, og vi anbefaler, at du medbringer læsestof eller lignende til eventuelt ventetid.
Vi serverer en let frokost for dig og eventuelt en ledsager.
Kontakt
Tlf. 78 41 74 46
Telefontid på hverdage fra kl. 9.00-13.00.
Klinik for Multisygdom Falkevej 1 Indgang A, Plan 3 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/648998
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.