Forud for din tid i klinikken
Når vi har modtaget en henvisning fra din læge, gennemgår vores læge forud for din første aftale i klinikken dine tidligere indlæggelser og undersøgelser.
Der vil ofte blive bestilt supplerende undersøgelser, fx blodprøver, hjerteundersøgelse eller røntgenundersøgelser.
Undersøgelser, der normalt har op til flere dages eller ugers ventetid, kan vi ofte "pakke" til at foregå på en enkelt dag eller over få dage. Den koordinator, der bliver tilknyttet dig, planlægger i samarbejde med dig gennemførslen af undersøgelserne.
Når du møder i klinikken
Når du møder i klinikken vil der være:
- Medicingennemgang med en farmaceut (apoteker)
- Samtale og undersøgelse ved læge
- En vurdering med en fysioterapeut og ergoterapeut
Efter undersøgelser og samtaler
Efterfølgende går lægen til en konference, hvor der deltager læger fra de medicinske specialer, der er relevante for dig. Desuden deltager din forløbskoordinator og farmaceut. Her lægges en samlet behandlingsplan.
Efter konferencen informerer lægen dig om den foreslåede samlede behandlingsplan og eventuelt anbefalede medicinændringer.
Hvis det er aktuelt, udarbejder fysio- og ergoterapeuten en selvstændig plan vedrørende for eksempel anbefalet træning, genoptræningsplaner eller hjælpemidler.
Herefter aftaler vi med dig og din læge, om de foreslåede ændringer i din behandling skal ske hos din egen læge eller i et kort forløb hos os uden indlæggelse.