Når behandlingen starter, smøres først solcreme på området, der skal behandles samt på øvrig hud, der ikke er dækket af tøj. Du skal ikke tage solcreme eller hudplejemidler på hjemmefra. Solcremen stopper det skadelige ultraviolette lys, men ikke det røde lys, som er nødvendigt for behandlingseffekten.
Efter ca. 15 min. skrabes først skæl og skorper af huden i det område, der skal behandles. Herefter smøres behandlingscremen på huden. Det kan svie kortvarigt.
Herefter skal du opholde dig udendørs i dagslys i 2 timer. Efter cremen er påsmurt, må der kun gå ½ time, inden du starter dit 2 timers ophold i dagslyset. I belysningsperioden er det tilladt med 5 min. ophold inden døre.
Du kan evt. opleve en stikken eller prikken i huden under opholdet i dagslyset.
Når belysningsperioden er gået, skal du vaske eventuel overskud af cremen af med vand.