PUVA-behandling er en kombinationsbehandling med lys (UVA) og et medikament (Meladinine).
UVA-lys er en naturlig del af sollyset, som er langbølgede ultraviolette stråler, der påvirker de dybere lag i huden.
Meladinine øger hudens lysfølsomhed. Meladinine tilhører en stofgruppe (psoralener), der forekommer naturligt i forskellige planter, fx selleri, vild gulerod og bjørneklo, men stoffet, der bruges i behandlingen, er kemisk fremstillet.
Påsmøring af Meladinine og efterfølgende UVA-belysning øger effekten af behandlingen.
Behandlingen svarer til en langvarig solbadning. Den medfører, at den øgede celledeling i huden bremses og sygdomsaktiviteten aftager.
Vær opmærksom på
Hvis det kommer i kontakt med øjnene, skyl da rigeligt med lunken vand og bær herefter solbriller resten af dagen både ude og inde.
Du skal være omhyggelig med at smøre på.
Enhver længerevarende lysbehandling indebærer en risiko for udvikling af hudkræft. Der er derfor sat en grænse på omkring 200 behandlinger.
Risikoen er lille og skal opvejes med den bedring af hudlidelsen, som behandlingen kan give.
Der er tale om en fredelig form for hudkræft, som kan behandles tilfredsstillende og hvor risikoen for spredning til indre organer er yderst ringe.
Der er aldrig påvist fosterskader i forbindelse med lokal PUVA-behandling, men alligevel gives behandlingen ikke under graviditet eller ved ønske om graviditet.
Forbered dig til behandlingen
Første gang du kommer til behandling, oplæres du i, hvordan du fremover selv smører huden i de angrebne områder med et tyndt og jævnt lag af Meladinine-opløsningen. Det skal gøres 30-60 minutter før lysbehandlingen.
Opløsningen skal smøres på med samme tidsinterval før hver behandling.
Opløsningen skal smøres på samme område hver gang, så forbrænding undgås.
Når opløsningen er blevet tør, dækkes huden med handsker og/eller strømper og sko.
Umiddelbart før lysbehandlingen i klinikken vaskes de smurte områder med vand og sæbe, hvorefter de tørres.
Behandlingen kan give let rødme og føles som varme/prikken/stikken i huden i løbet af samme dag/aften.
Det er vigtigt, at du før hver behandling fortæller, om der efter sidste behandling kom en reaktion, der var stærkere end beskrevet herover.
Hvis der kommer kraftig rødme, kløe og eventuelt blærer på det behandlede hudområde, skal du ringe til sygeplejersken i Klinik for Hudsygdomme inden næste lysbehandling.
Hvis der opstår problemer udenfor klinikkens åbningstid, skal du kontakte vagtlægen.
Husk altid at oplyse, hvilken medicin du tager. Det gælder også, hvis du får ny medicin i behandlingsperioden, da medicin i nogle tilfælde kan øge hudens lysfølsomhed og dermed give forbrænding.
Du må ikke bruge præparater med salisylsyre, fx Diprosalic og Salisylvaseline, de sidste 24 timer før behandlingen, da salisylsyre hæmmer lysets virkning.
Om behandlingen
Behandlingen gives til de områder af huden, der er påvirket af hudsygdommen.
Du vejledes i, hvordan og hvor du skal smøre Meladinine-opløsningen på.
Behandlingen gives 2 gange ugentlig – mandag og torsdag eller tirsdag og fredag.
Behandlingstiden øges gradvist i forløbet startende med sekunder og op til cirka 8 minutter.
Efter behandlingen får du tilbudt fugtighedscreme til pleje af huden efterfølgende.
Efter behandlingen skal du altid bruge bomuldshandsker og/eller strømper både inde og ude, indtil du går i seng samme aften for at sikre, at de behandlede områder er lysbeskyttede.
Når du kommer hjem
Sørg for at beskytte de behandlede områder mod lys i 12 timer.
Du kan først forvente begyndende effekt af behandlingen efter 4 uger.
Huden kan blive udtørret af behandlingen, så plej huden med fugtighedscreme – gerne morgen og aften i behandlingsperioden. Dog ikke de sidste 2 timer inden hver lysbehandling.
Dyrk ikke sol i behandlingsperioden – hverken solarium eller naturlig sol, da det kan give forbrændinger.
Huden kan blive meget solbrun i det område, der behandles. Derfor kan en meget langvarig behandling give rynket og ældet hud.
Hvis du er i behandling med en hormoncreme eller -salve, skal den normalt gradvist aftrappes efterhånden, som effekten af behandlingen indtræder. Du får vejledning af sygeplejersken. Du kan også få en behandlingsplan.
Hormoncremer, der indeholder D-vitamin/Calcipotriol, fx Daivobet, Xamiol og Enstilar, skal bruges mindst 2 timer efter lysbehandlingen, da sollys nedbryder cremens virkning.
Videre forløb
Effekten af din behandling vurderes løbende af den behandlende sygeplejerske.
Efter endt behandling skal du til kontrol ved den henvisende hudlæge.
Kontakt
Sekretariat Tlf. 78 44 73 14 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1271891
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.