Methotrexat tilbydes til voksne patienter med psoriasis, psoriasisgigt, leddegigt og nogle typer af bindevævssygdomme.
Methotrexat som indsprøjtning kan tilbydes, når behandling med tablet Methotrexat har givet bivirkninger i form af kvalme og opkast eller hvor der ikke har været tilstrækkelig effekt af tablet behandlingen.
Der kan også være andre årsager til, at man vælger at give Methotrexat som indsprøjtning.
Methotrexat hæmmer celledelingen og immunsystemet. Herved hæmmes nogle af de mekanismer som gør, at din sygdom er aktiv.
Om behandlingen
Methotrexat er en færdigfyldt injektionspen, som gives i underhuden 1 x ugentligt og helst samme ugedag hver gang.
I starten udleveres medicinen i Klinik for Hudsygdomme. Efterfølgende bliver du introduceret til selvbestilling af medicinen online og afhentning i medicinboks.
Medicinen er uden udgift for dig, så længe du behandles via hospitalet.
Under behandlingen skal du møde til regelmæssig kontrol af effekt og eventuelle bivirkninger.
Du skal også have taget blodprøver under behandlingen. Det kan gøres på dit hjemsygehus, hvis du bor udenfor Region Midtjylland, eller på et af Region Midtjyllands hospitalslaboratorier.
Sådan virker medicinen
Normalt varer det mellem 4-8 uger, før behandlingen har effekt. Der kan dog gå op til 6 måneder, før fuld effekt af behandlingen er nået. Behandlingen kan herefter fortsættes i lang tid fra måneder til flere år.
Hvis behandlingen afbrydes, vil sygdommen ofte forværres.
Risici og bivirkninger
Som mange andre lægemidler kan Methotrexat have bivirkninger. Disse er ofte afhængige af, hvilken dosis du får.
Nogle bivirkninger mærker du selv. Det kan være maveproblemer, nedsat appetit, kvalme og diarré, sår i munden og udslæt eller kløe i huden.
Andre bivirkninger mærker du ikke selv. Methotrexat kan hæmme dannelsen af blodplader samt hvide og røde blodlegemer. Derfor er det nødvendigt, at du regelmæssigt får taget blodprøver.
Methotrexat kan endvidere påvirke leverfunktionen, som derfor skal også kontrolleres.
Når du kommer til undersøgelse her på Klinik for Hudsygdomme, aftaler vi nærmere, hvor og hvornår du skal have taget blodprøver.
Vær opmærksom på
Methotrexat kan påvirke dit immunforsvar, og du kan derfor have lettere ved at få infektioner.
Hvis du får infektion med feber, skal du kontakte Klinik for Hudsygdomme på tlf. 78 44 74 02 i vores åbningstid eller vagtlægen uden for vores åbningstid.
Hvis du skal opereres, skal du spørge lægen, om du skal holde pause med Methotrexat i forbindelse med operationen. Det gælder også tandoperationer.
Methotrexat tåles normalt godt sammen med andre lægemidler, men vi anbefaler dig at gennemgå din medicinliste, herunder også brug af håndkøbsmedicin, med din læge.
Medicin som indeholder salisylsyre, fx Treo, kodimagnyl og magnyl, kan øge risikoen for bivirkninger ved Methotrexat, og skal derfor bruges med forsigtighed og kun efter aftale med lægen.
Det samme gælder Sulfa og Trimethoprim, som bruges mod blærebetændelse.
Følgende smertestillende medicin kan bruges sammen med Methotrexat:
Medicin, der indeholder paracetamol, fx Panodil, Pinex og Pamol
Stærkere smertestillende medicin, fx Ibuprofen, Ibumetin og Ipren, må kun bruges, hvis det er ordineret af lægen
Vær opmærksom på, at dine levertal kan påvirkes, hvis du tager meget smertestillende medicin og i længere tid.
Videre forløb
Methotrexat kan forårsage fosterskader. Både kvinder og mænd i den reproduktive alder skal derfor anvende sikre præventionsmidler under hele behandlingsforløbet og op til 3 måneder efter afsluttet behandling med Methotrexat.
Hvis du ammer, må du ikke anvende Methotrexat, da det udskilles via modermælken.
Både Methotrexat og alkohol påvirker leveren. For at mindske risikoen for leverskader skal du være meget forsigtig med at indtage alkohol. Du skal helst undgå alkohol eller begrænse indtaget til højest 3 genstande om ugen.
Blodprøver
Methotrexat
0
0
Folinsyre
Kontakt
Sekretariat Tlf. 78 44 73 14 Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.