NIV (Non Invasiv Ventilation) er en behandling, der kan hjælpe dig med at trække vejret, når du selv har svært ved det.
Du får støtte til at få luften ind og ud af lungerne. Dette sker ved hjælp af en maske, der er tilsluttet en NIV maskine.
Maskinen arbejder med to forskellige tryk, et for indåndning og et for udånding, men det er dig, der styrer hvilket tryk maskinen skal levere.
Trykket reguleres efter din indånding og udånding. Dette aflaster dine vejrtrækningsmuskler fra en del af vejrtækningsarbejdet, og du vil føle, at det bliver lettere at trække vejret.
Om behandlingen
NIV-behandlingen er et supplement til din medicinske behandling. Du kan derfor fortsætte med at tage dine inhalationer, selvom du får NIV-behandlingen.
Det kan være, at du får behov for noget beroligende, mens du får behandlingen, så du bedre kan slappe af, når du ligger med masken på.
Når du har masken på, kan du stadig komme op at sidde, fx på sengekanten eller i en stol. Du kan ikke gå rundt og samtidig få NIV-behandling, da maskinen kræver elektrisk strøm.
Du må meget gerne modtage besøg under behandlingen, men det kan være svært at tale, når du har masken på. Det kan samtidig også være svært at høre, hvad du siger.
Du vil være træt, og måske har du ikke det store overskud til besøg. Derfor bør dine pårørende begrænse deres besøg i den tid, hvor du har det værst.
Personalet er behjælpelig med at sætte masken på. Den dækker din næse og mund. Masken holdes på plads af nogle remme henover hovedet og bagom nakken.
Masken er forbundet via en slange til maskinen, som står på et bord ved siden af din seng.
Mange oplever at vejrtrækningen lettes, når de har masken på og derfor falder de ofte i søvn kort tid efter af behandlingen er opstartet.
Det er individuelt, hvor længe man har brug for NIV-behandlingen, men oftest varer den fra timer til dage. I nogen tilfælde kan du have behov for NIV- behandlingen, mens du sover til middag og om natten. Resten af døgnet kan du måske undvære den.
Masken kan tages af og på efter behov, fx når du har behov for noget at drikke, spise eller andre ting.
Du skal forvente, at du vil få taget blodprøver i håndleddet. Du skal bruge apparatet i mindst 1 time, før der tages blodprøver.
Blodprøvesvarene bruges til at regulere indstillingerne på maskinen og til at se hvordan, du gennem din vejrtrækning, udskiller affaldsstofferne i blodet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.