Personalet er behjælpelig med at sætte masken på. Den dækker din næse og mund. Masken holdes på plads af nogle remme henover hovedet og bagom nakken.
Masken er forbundet via en slange til maskinen, som står på et bord ved siden af din seng.
Mange oplever at vejrtrækningen lettes, når de har masken på og derfor falder de ofte i søvn kort tid efter af behandlingen er opstartet.
Det er individuelt, hvor længe man har brug for NIV-behandlingen, men oftest varer den fra timer til dage. I nogen tilfælde kan du have behov for NIV- behandlingen, mens du sover til middag og om natten. Resten af døgnet kan du måske undvære den.
Masken kan tages af og på efter behov, fx når du har behov for noget at drikke, spise eller andre ting.