Ernæring til patienter med skrumpelever (levercirrose)
Gå direkte til:
Ernæring til patienter med skrumpelever (levercirrose)
Rådene i denne vejledning henvender sig til dig med skrumpelever, men de er også nyttige til patienter med akut eller kronisk leverbetændelse eller kræft i leveren.
Rådene gælder ikke for raske.
Vær opmærksom på
Behovet for energi, og dermed kalorier, er øget ved sygdom i leveren.
Energi (brændstof, målt i kalorier) får vi fra den mad vi spiser og det vi drikker. Kalorier kommer fra protein, fedt og kulhydrat (sukker og stivelse).
Der er særligt mange kalorier i mad med højt fedtindhold. Hvis man i en periode har nedsat appetit og vægttab, kan behovet for energi, specielt i form af protein, være svært at få dækket.
Protein er kroppens byggemateriale. Det findes i mælk, syrnede mælkeprodukter, eksempelvis ymer og skyr, ost, kød, fisk, skaldyr, fjerkræ, æg og indmad.
Ved leversygdom er behovet for protein næsten det dobbelte af, hvad det er for raske. Det er muligt at spise sig til tilstrækkeligt med protein fra almindelig mad, men ved nedsat appetit kan det være nødvendigt at supplere med særlige drikke med højt protein- og energiindhold, dette ordineres af lægen.
Fedt får vi fra smør, olie, mælkeprodukter, kød og fisk med højt fedtindhold samt fra nødder og mandler.
Fedt er en god energikilde, hvis man har nedsat appetit. Brug derfor madvarer med et højt indhold af energi, f.eks. smør, olie, fløde, is, kage, mayonnaise, remoulade, oste, avocado, nødder og mandler.
Energien til forbrænding i kroppen kommer hovedsageligt fra kulhydrat. Kulhydrat får vi fra sukker- og stivelsesholdige madvarer, f.eks. brød, kartofler, pasta, ris, mel, gryn.
Der er ikke energi i fibre, men de mætter. Derfor skal du spise sparsomt af mad med et højt indhold af fibre som groft brød, frugt og grønsager – brug det eksempelvis som pynt på eller til maden.
Alkohol kan hæmme appetitten og optagelsen af næringsstoffer.
Alle drikkevarer med alkohol frarådes ved sygdom i leveren. Alkohols omsætning sker i nemlig leveren, som derfor kan tage yderligere skade.
Ved nedsat appetit er det en god ide at vælge drikkevarer med højt indhold af protein og energi, f.eks. sødmælk, kakaomælk og koldskål.
Drik også gerne sukkerholdig saft, sodavand og juice i stedet for vand.
På klinikken kan du få udleveret opskrifter på hjemmelavede drikke eller man kan købe protein- og energirige drikke.
Lægen eller sygehuset kan udstede en ernæringsrecept (grøn recept), så man får dækket 60 % af prisen. Drikkene kan købes på apoteket. Drikkene findes i forskellige smagsvarianter og minder om milkshake. Flere af drikkene kan erstatte et mindre måltid, og er gode som mellemmåltider.
Ascites er væske i bughulen. Det kommer tit ved skrumpelever og kan være meget generende. De fleste kan begrænse mængden af ascites ved hjælp af vanddrivende medicin.
Man bør også undgå særlig salte mad, og undgå at drysse salt på maden. Salt binder væske i kroppen og modvirker den vanddrivende behandling. Madvarer med et højt saltindhold er hamburgerryg, skinke, saltkød, oliven, feta, chips, lakrids og danskvand.
Man må gerne bruge andre krydderier. Derudover skal den mængde væske du indtager begrænses til cirka 2 liter.
Fungerer leveren meget dårligt, kan hjernefunktionen blive svækket. Nogle oplever det mere end andre, og det ses i flere grader.
Det kan være udløst af f.eks. forstoppelse, mangel på mad, feber, væskemangel eller en infektion. Det er vigtigt at få fjernet årsagen.
Forstoppelse afhjælpes med laktulose, der er et afføringsmiddel.
Derudover kan øgning af sukkerindtag via saft og øget ernæringsindtag via proteindrikke eller almindelig mad afhjælpe problemet.
Ved infektion kontaktes egen læge.
Der er ingen speciel mad, man skal spise eller undgå, hvis du har haft blødning i spiserøret.
Mange patienter med leversygdom har i perioder brug for tilskud af vitaminer og mineraler.
Du vil blive tilbudt tilskud af disse af lægen, hvis det er nødvendigt.
Det frarådes at tage kosttilskud og naturlægemidler uden, at dette er efter aftale med lægen.
Sådan gør du
Mange med leversygdom oplever i perioder nedsat appetit og tab af kræfter. Vægttab giver tab af væv fra livsvigtige organer og muskler og øget træthed og nedsat modstandskraft. Nogle leverpatienter oplever, at vægten stiger pga. væskeophobning, selvom appetitten falder.
Det er derfor vigtigt at holde øje med kostindtagelsen.
Det er også vigtigt at holde øje med sin vægt, selvom den ikke nødvendigvis viser, om man får mad nok.
Når leveren er skadet er depotfunktionen for sukker i leveren væsentlig nedsat. Derfor er det vigtigt, foruden tre hovedmåltider, at få små mellemmåltider for at holde depoterne fyldte.
Planen kan se således ud:
Morgenmad
Formiddagsmad
Frokost
Tidlig eftermiddagsmad og/eller sen eftermiddagsmad
Aftensmad
(Aftenkaffe)
Natmåltid lige før sengetid
Hyppige måltider forbedrer også udnyttelsen af madens næringsstoffer. Måltidet om aftenen før sengetid er særligt vigtigt for at mindske antallet af timer uden madindtag.
Kontakt
Ved behov for kontakt udenfor klinikkens telefontid skal du ringe til Medicinsk Afsnit 1 på tlf. 78 44 77 10.
Tlf. 78 44 73 13
Telefontid alle hverdage:
Sekretær fra kl. 08.00-13.00
Sygeplejerske fra kl. 07.30-08.30 og kl. 12.30-13.30
Klinik for Mave-Tarmsygdomme Regionshospitalet Viborg Banevejen 7C, Indgang C Blå trappe/elevator, etage 11 8800 Viborg
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.