En saltbelastningstest kan vise forskel mellem dem, der laver for meget aldosteron og dem med en normal produktion.
Hyperaldosteronisme er en tilstand, hvor man producerer for meget af hormonet aldosteron i binyrerne. Det kan føre til forhøjet blodtryk og forstyrrelser i saltbalancen – især lavt kalium.
Mange har ingen symptomer, men nogle har svækket muskelkraft, træthed, tørst og hovedpine.
Hyperaldosteronisme kan behandles med medicin, men i nogle tilfælde kræver det operation.
På undersøgelsesdagen
Undersøgelsen varer 5-6 timer, så det er en god idé at tage underholdning med for at få tiden til at gå – læsestof, tablet, computer m.v.
Du skal også selv tage mad og drikkevarer med til hele dagen.
Om undersøgelsen
Du får anlagt et drop og taget blodprøver første gang, efter du har siddet en halv time. Herefter starter vi med drop med 2 liter saltvand, der løber ind over 4 timer.
Du skal sidde ned under undersøgelsen, men må gerne rejse dig og gå lidt omkring eller gå på toilet, hvis du har behov for det. Du må også gerne spise og drikke.
Den sidste halve time skal du sidde ned og må ikke rejse dig.
Når saltvandsdroppet er løbet ud efter 4 timer, tager vi blodprøver for sidste gang. Herefter er undersøgelsen slut.
Risici og bivirkninger
Drop med saltvand bruges ofte til behandling af væskemangel og tåles af langt de fleste. I sjældne tilfælde kan nogle opleve væskeophobning og åndenød, men det sker yderst sjældent, og det kan behandles med vanddrivende medicin.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen i e-Boks eller pr. brev efter 2-3 uger.
Kontakt
Tlf. 78 41 72 50
Spørgsmål til behandling Telefontid, sygeplejerske:
Mandag, onsdag og fredag fra kl. 8.00-8.30
Tirsdag og torsdag fra kl. 13.00-13.30
Afbud og ændring af tid Telefontid, sekretær:
Hverdage fra kl. 8.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/945317
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.