En lumbalpunktur er en undersøgelse af væsken, der løber i kanalen i rygsøjlen (spinalkanalen). Du skal ikke forberede dig særligt til undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Der bliver lagt en lokalbedøvelse.
Anlæggelsen kan være forbundet med et mindre ubehag, og der bruges en kanyle til at udføre selve undersøgelsen. Du vil kunne mærke stikket fra den.
Undersøgelsen foregår ved, at du sidder let foroverbøjet med krum ryg.
I nogle tilfælde udføres undersøgelsen i liggende stilling med ryggen krummet.
Lægen lægger en lokalbedøvelse ind mellem ryghvirvlerne med en tynd kanyle, hvorefter der udtømmes væske, som sendes til analyse.
Efter undersøgelsen
Vi sætter et plaster over indstiksstedet efter undersøgelsen. Plasteret kan tages af dagen efter.
Efter undersøgelsen skal du ligge fladt på ryggen i 1-1,5 time for at forebygge hovedpine. Desuden skal vi se svaret på antallet af hvide blodlegemer i væsken, inden du kan tage hjem.
Når du kommer hjem
Vi anbefaler, at du drikker en del væske det første døgn efter undersøgelsen – meget gerne cola og kaffe, da det kan have en forebyggende effekt på hovedpine.
Du skal efter undersøgelsen være opmærksom på rødme/varme og hævelse omkring indstiksstedet, da det kan være tegn på infektion. Hvis det opstår, skal du søge læge.
Videre forløb
Du får endeligt svar på undersøgelsen efter cirka 14 dage. Hvornår og hvordan du skal have svar på undersøgelsen, aftaler du med den klinik, der har henvist dig.
Kontakt
Tlf. 78 41 74 88
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Klinik for Lungesygdomme og Medicinsk Diagnostik Regionhospitalet Silkeborg Falkevej 1A 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/640696
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.