Synachten test - En undersøgelse af binyrebarkfunktionen
Gå direkte til:
Synachten test - En undersøgelse af binyrebarkfunktionen
Synachten testen laves for at undersøge, om dine binyrer kan producere nok af binyrebarkhormonet kortisol. Kortisol er kroppens stresshormon.
Forbered dig til behandlingen
Synachten testen kræver ingen forberedelse. Du skal dog have været vågen i minimum 2 timer, før at vi kan foretage synachten testen.
Om behandlingen
Synachten testen tager cirka en times tid.
Du skal møde op i Blodprøver og Biokemi, Indgang A, Plan 1. Her vil en sygeplejerske fra Klinik for Diabetes, Knogle- og Hormonsygdomme og en bioanalytiker udføre testen.
Før testen tager bioanalytikeren en blodprøve. Herefter giver sygeplejersken dig en lille mængde hormon (Synachten) i en af dine blodårer. Hormonet stimulerer binyrerne til at producere ekstra kortisol.
Efter præcis 30 minutter skal du have taget blodprøve igen. Blodprøven skal vise dit kortisolniveau.
Vær opmærksom på
Synachten testen må ikke foretages, hvis du er gravid.
Synachten testen må ikke foretages, hvis du har feber.
Hvis du er i behandling med Hydrokortison eller Prednisolon, skal du følge nedenstående vejledning med mindre andet er aftalt.
Hvis du tager Hydrokortison
Du skal ikke tage aftendosis dagen før undersøgelsen og heller ikke morgendosis på dagen for undersøgelsen. Når blodprøverne er taget, skal du tage den morgendosis, du sprang over.
Hvis du tager Prednisolon
Du skal ikke tage Prednisolon de sidste 2 dage op til undersøgelsen. Det gælder også morgendosis på dagen for undersøgelsen. Når blodprøverne er taget, skal du tage den morgendosis, du sprang over.
Altså, hvis prøven er en torsdag, skal du ikke tage Prednisolon tirsdag og onsdag samt torsdag morgen. Du tager først morgendosis fra torsdag, når blodprøverne er taget.
Enkelte patienter kan opleve en kortvarig varmefornemmelse og i sjældne tilfælde forbigående kvalme.
Når du kommer hjem
Du får svar på undersøgelsen efter en uges tid eller som aftalt med Klinik for Diabetes, Knogle- og Hormonsygdomme. Dette aftales med personalet i Klinik for Diabetes, Knogle- og Hormonsygdomme forud for undersøgelsen.
Kontakt
Tlf. 78 41 72 50
Spørgsmål til behandling Telefontid, sygeplejerske:
Mandag, onsdag og fredag fra kl. 8.00-8.30
Tirsdag og torsdag fra kl. 13.00-13.30
Afbud og ændring af tid Telefontid, sekretær:
Hverdage fra kl. 8.00-13.00
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/622985
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.