Du er blevet henvist til Diagnostisk Center hos Regionshospitalet Silkeborg med henblik på at blive undersøgt for, om du eventuelt har muskelgigt også kaldet Polymyalgia Rheumatica (PMR).
Forbered dig til undersøgelsen
Muskelgigt er en sygdom, der især ses i den ældre del af befolkningen. Sygdommen er sjælden før 60-års alderen.
Symptomerne på muskelgigt kommer som regel over nogle dage/uger. Det kommer til udtryk som smerter og stivhed i muskulaturen omkring skuldre og nakke og/eller hofte- og balleregionen – særligt fra morgenen og efter hvile. Derudover lider man ofte af træthed og nogle gange feber og vægttab.
I nogle tilfælde, hvor vi mistænker muskelgigt, viser det sig, at der findes en kræftsygdom. Nogle patienter bliver derfor tilbudt en CT-skanning, så vi kan udelukke andre sygdomme.
Muskelgigt behandles med binyrebarkhormon (Prednisolon).
Oftest behandles med en middelhøj dosis Prednisolon, men det justeres individuelt. Dosis af medicinen holdes så lav som muligt.
Ofte går sygdommen over efter 1-3 år.
Om undersøgelsen
Det fremgår af dit indkaldelsesbrev, om du skal have en CT-skanning, før du kommer til undersøgelse og samtale hos en gigtlæge (reumatolog).
Hvis du skal have lavet en CT-scanning, foregår det cirka fra kl. 9.00-9.30. Her skannes brysthule, mave og bækken med kontrast i blodåren (hvis det er vurderet nødvendigt).
CT-skanningen bruges til at vurdere blandt andet lunger, lever, galdeblære, nyrer, blære og bugspytkirtel for relevante forandringer og herunder om der er kræftknuder.
Cirka fra kl. 10.30-11.45 skal du til undersøgelse og samtale hos en gigtlæge, hvor vi ofte laver en ultralydsskanning af led og blodkar.
Når du kommer til undersøgelse og samtale hos gigtlægen/reumatologen, er der svar på de fleste af dine blodprøver, og der er svar på dine skanninger.
Du får lavet en ultralydsskanning af blodkar i tindingen, på halsen og under armene alt efter, hvad der er relevant for dig. Undersøgelsen laves for at vurdere, om der er tegn til karbetændelse, som kan ses sammen med en muskelgigt.
I de fleste tilfælde kan gigtlægen stille en diagnose og starte behandlingen straks. Nogle gange kan der dog opstå behov for supplerende undersøgelser.
Videre forløb
Hvis du skal i behandling med Prednisolon, kan du starte op i en middelhøj dosis, og derefter begynder du nedtrapning mod 0.
Du bliver grundigt informeret om behandlingen.
Kontakt
Tlf. 78 41 73 69
Telefontid til sekretær på hverdage fra kl. 8.00-13.00
Telefontid til sygeplejerske på hverdage fra Kl. 9.00-11.30
Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme Regionshospitalet Silkeborg Indgang D, plan 3 Falkevej 1 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1317316
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.