Formålet med vaccination er at øge kroppens tolerance over for det stof, der giver dig allergi. Det kan f.eks. være bi- eller hvepsestik, birke- og græspollen, husstøv, hund, kat m.fl.
Du får indsprøjtet det stof, der giver dig allergi, i små mængder. Over tid bliver din krop bedre til at tåle stoffet.
Ved at blive vaccineret vil du typisk få færre symptomer på allergi, og dit medicinforbrug skulle derfor gerne mindskes.
Forbered dig til behandlingen
Du må ikke have haft nogen form for infektionssygdomme, forkølelse eller influenza indenfor 3 døgn før vaccinationen. Du må heller ikke have forværring af dine allergisymptomer.
Før hver vaccination skal du fortælle os om din reaktion på din seneste vaccination. Du skal rapportere størrelsen på hævelse ved indstiksstedet, og hvor lang tid hævelsen holdt. Fortæl os også om evt. andre bivirkninger og brug af medicin.
Om behandlingen
Når du bliver vaccineret, indsprøjter vi 0,2-1,0 ml medicin i underhuden på en af dine arme.
Behandlingen opdeles i to faser: Opdoseringsfasen og vedligeholdesesfasen.
Opdoseringsfasen forløber over mindst 15 uger. Denne fase afhænger af, hvor godt du tåler vaccinen. Det er afgørende for, hvor hurtigt du kan øges i dosis.
Vedligeholdelsesfasen forløber over 3-5 år. Vaccination mod bi- og hvepsestik tager 5 år, mens øvrige vaccinationer tager 3 år. Tidsintervallet mellem vaccinationer øges gradvist til hver 6. uge (+/-2 uger).
Vær opmærksom på
Du skal så vidt muligt overholde tidsplanen for vaccinationen. Hvis tidsplanen overskrides i mere end 4 uger under opdoseringsfasen, skal vaccinationen startes forfra.
Hvis tidsplanen overskrides i mere end 16 uger i vedligeholdesesfasen, skal vaccinationen også startes forfra.
Det er meget almindeligt, at du kan opleve hævelse, rødme og kløe ved indstiksstedet. Der kan også dannes en knude på indstiksstedet, som forsvinder oftest i løbet af 3-6 måneder.
Nogle patienter kan få symptomer på astma og hø- og nældefeber.
I sjældne tilfælde kan enkelte personer få kraftig overfølsomhedsreaktion (anafylaktisk shock), som optræder indenfor 30 minutter efter vaccinationen.
Du må ikke forlade klinikken i 30 minutter efter vaccination. Vi skal sikre os, at du ikke får en kraftig overfølsomhedsreaktion.
Alkohol, hård fysisk anstrengelse og meget varmt bad kan provokere bivirkninger. Du bør undgå disse indtil et døgn efter vaccination.
Når du kommer hjem
Hvis du bliver utilpas eller udvikler allergisymptomer som hudkløe og nældefeber andre steder på kroppen, end der hvor du er blevet vaccineret, skal du straks tage en antihistamintablet. Det samme gælder, hvis du får høfeber.
Har du astma tager du din hurtigvirkende astmamedicin.
Hvis din tilstand ikke bliver stabil, eller den forværres yderligere indenfor 30 minutter, skal du tage kontakt til en læge og oplyse, at du er vaccineret mod allergi.
Du kan godt blive vaccineret mod infektioner (influenza, leverbetændelse m.fl). Dette kan ske senest en uge før og tidligst en uge efter allergivaccinationen.
Kontakt
Tlf. 78 41 74 88
Telefontid på hverdage fra kl. 8.00-13.00.
Klinik for Lungesygdomme og Medicinsk Diagnostik Regionhospitalet Silkeborg Falkevej 1A 8600 Silkeborg
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/625417
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.