Du skal have foretaget en leverbiopsi. Dette er en undersøgelse, hvor der udtages en lille vævsprøve fra leveren.
Forbered dig til undersøgelsen
Hvis du får blodfortyndende medicin, fx Marevan, Plavix, Magnyl eller lignende, skal du kontakte os, så vi kan aftale, hvordan du skal holde pause med medicinen inden undersøgelsen.
Hvis du får hjertemedicin, kan du tage den tidligt om morgenen med en mundfuld vand.
Ellers må du ikke tage medicin før undersøgelsen.
Dagen før undersøgelsen skal du have taget en blodprøve, så vi kan være sikre på, at dit blod har tilstrækkelig evne til at størkne.
Du skal selv bestille tid til blodprøver.
Bor du i Region Midtjylland, skal prøverne tages på et af hospitalerne i regionen. Du kan bestille tid med MitID på booking.rm.dk eller på tlf. 78 44 34 20 alle hverdage fra kl. 10.00-12.00.
Hvis du bor udenfor Region Midtjylland, skal du kontakte dit lokale hospital.
Det er altid den læge eller afdeling, der har bestilt prøverne, der skal give dig resultatet af blodprøverne.
Du kan udskrives 4 timer efter undersøgelsen, hvis du har pårørende hos dig indtil næste dags morgen.
Hvis du i døgnet efter undersøgelsen får gener, fx mavesmerter, må du gerne ringe til afsnittet på tlf. 78 44 77 10.
Du må ikke selv køre hjem. Der skal være en voksen hos dig det første døgn efter operationen og på køreturen hjem. Husk derfor at lave en aftale med venner eller familie.
Hvis du ikke har mulighed for, at en anden voksen kan være hos dig, er der mulighed for at overnatte på hospitalets patienthotel. Dette skal aftales på forhånd.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 4 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Om undersøgelsen
Du får tilbudt en beroligende tablet før undersøgelsen.
Før vævsprøven tages ud, får du en lokalbedøvelse af huden omkring indstiksstedet.
Ved hjælp af ultralyd scanner lægen leveren, og stikker herefter en lille nål gennem huden for at tage en lille vævsprøve fra leveren.
Da du er lokalbedøvet i huden omkring indstiksstedet, er selve undersøgelsen så vidt muligt smertefri. Enkelte mærker dog en kortvarig smerte, når prøven tages ud.
Undersøgelsen varer cirka 15 minutter.
Efter undersøgelsen
Du skal ligge på højre side de første 15 minutter efter undersøgelsen.
Du får målt blodtryk og puls hvert kvarter den første time. Herefter får du målt blodtryk og puls hvert 30. minut de næste 3 timer.
Vi ser til plastret, der dækker indstiksstedet for at sikre os, at du ikke bløder.
Du bliver tilset af en læge efter 2 timer, og du må komme op at sidde i sengen og få noget at spise, hvis du har det godt.
Der kan komme lette smerter fra indstiksstedet efter undersøgelsen, som normalt stråler op imod højre skulder.
Hvis du får smerter efter indgrebet, kan du få smertestillende medicin.
Videre forløb
Der går cirka 4-6 uger, før der er endeligt svar på prøven. Når du tager hjem aftaler vi, hvornår og hvordan du får svar.
Kontakt
Tlf. 78 44 73 13
Telefontid alle hverdage:
Sekretær fra kl. 08.00-13.00
Sygeplejerske fra kl. 07.30-08.30 og kl. 12.30-13.30
Klinik for Mave-Tarmsygdomme Regionshospitalet Viborg Banevejen 7C, Indgang C Blå trappe/elevator, etage 11 8800 Viborg
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.