Det er vigtigt at drikke rigeligt med væske dagen før og på behandlingsdagen
Meld afbud, hvis du er syg. Hvis du er i tvivl, så kontakt klinikken.
Overvej følgende:
Har du feber eller andre tegn på infektion?
Har du haft bivirkning til din medicin siden sidst?
Har du planlagte operationer inkl. større tandbehandlinger?
Har du forværring i din gigtsygdom siden sidste behandling?
OBS! Hvis du oplever aftagende effekt i ugen op til behandling, skal du ikke betragte det som forværring, da det er normalt, at virkningen aftager.
Skan dit sundhedskort på ankomststanderen
Du kan få et glas vand eller en kop kaffe, mens du venter
Medbring gerne lidt mad og eventuelt underholdning til tiden under infusionen
Hvis du ikke har udfyldt Danbio hjemmefra, kan det gøres på skærmen i venteværelset
Om behandlingen
Du møder infusionssygeplejersker fra Klinik for Gigt- og Bindevævssygdomme til dine behandlinger. Vi er 12 infusionssygeplejersker i klinikken, så det kan variere, hvem du møder ved de forskellige besøg. Af og til kan der også være sygeplejestuderende til stede.
Vi tilbyder infusionsbehandling til patienter med forskellige former for gigt, herunder leddegigt, psoriasisgigt og rygsøjlegigt.
Vi giver forskellige typer biologisk behandling på infusionsstuen.
At give en behandling som infusion betyder, at medicinen gives via et venekateter, der lægges i en blodåre – typisk i hånden.
Vi har 2 infusionsstuer, hver med plads til 3 patienter på hver stue.
Varigheden af behandlingen varierer fra cirka 45 minutter til 3 timer afhængigt af medicinpræparat og hvor langt du er i behandlingsforløbet.
Vi tilbyder som udgangspunkt behandling på følgende dage og tidspunkter:
Tirsdage fra kl. 8.30-19.00 (efter kl. 15.30 er forbeholdt specifikke behandlinger)
Onsdage fra kl. 9.00-14.00
Hver 2. fredag fra kl. 8.30-15.00
Bemærk, at åbningstider kan ændres i forbindelse med ferie og helligdage.
Det er sjældent, at man føler sig utilpas efter behandlingen, så du kan oftest tage hjem med det samme.
Du må gerne køre bil efter behandlingen.
Du er velkommen til at følge med under hele besøget – dog ikke på selve infusionsstuen.
Som pårørende kan du støtte patienten ved at lytte under samtaler, stille spørgsmål og hjælpe med transport til og fra behandling.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os.
Videre forløb
Vi forsøger at tilrettelægge dine lægekontroller på samme dag som din behandling, så du får mest muligt ud af dit besøg. I forbindelse med lægekontrol, skal du være opmærksom på mødested, da lægekontrollen ikke foregår samme sted.
Hvis behandlingen har den ønskede virkning, må du regne med, at behandlingen varer i flere år. Hvis du ikke har mærket virkning efter 3-4 måneder, vil din læge genoverveje behandlingen.
Hver gang du kommer til behandling, skal du udfylde et spørgeskema på Danbio. Det kan du gøre hjemmefra på computer, tablet eller smartphone via patient.danbio.dk. Vi har også en touchskærm i venteværelset, du kan bruge.
Kontakt
Tlf. 78 41 73 69
Telefontid på hverdage:
Sekretær fra kl. 8.00-13.00
Sygeplejerske fra kl. 9.00-11.30
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: hemidt.dk/1885174
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.