Selvom selve sygdommen ikke kan behandles, kan mange af følgerne afhjælpes. Derfor tilbydes du ambulant opfølgning i det tværfaglige ALS-team hver 3.-6. måned, hvor en neurolog og en sygeplejerske er dine faste kontaktpersoner. Dine pårørende selvfølgelig er meget velkomne til at deltage. Du indkaldes via digital post.
Der findes ingen medicinsk eller anden behandling, der kan stoppe sygdommens udvikling. Et godkendt præparat, Rilutek, har dog i videnskabelige undersøgelser vist sig at kunne forsinke sygdommen.
Fysio- og ergoterapi kan hjælpe med til, at du bedre kan udføre almindelige daglige aktiviteter i hverdagen. Studier viser, at træning bremser muskelsvækkelse, og har en positiv effekt på vejrtrækning og gangfunktion, så fald i funktionsevne forhales.
Alt efter dit aktuelle behov kan du henvises til teamets tværfaglige fagpersoner. Det tværfaglige ALS-team tager udgangspunkt i dine behov, og opfølgningen har til formål at sikre dig optimal symptomatisk behandling og kompetent faglig rådgivning til enhver tid i sygdomsforløbet.