Anlæggelse af mavesonde (PEG-sonde) - Vejledning til patienter, som indlægges i Neurologisk Afsnit
Gå direkte til:
Anlæggelse af mavesonde (PEG-sonde) - Vejledning til patienter, som indlægges i Neurologisk Afsnit
En mavesonde kalder vi oftest en PEG-sondepå hospitalet. Det er en tynd slange, som går gennem huden på maven og direkte ind i mavesækken.
Sonden sikrer, at du får tilstrækkelig ernæring og medicin. Du kan stadig drikke og spise samtidig med, at du har sonden.
Sonden holdes på plads af en lille plade eller en ballon inde i mavesækken, og på huden af en lille plade. Du kan skjule sonden under tøjet.
Forbered dig til operationen
Hvis du bruger blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause op til operationen.
Hvis du ikke allerede har snakket med vores personale, og lavet en aftale om en eventuel pause fra din blodfortyndende medicin, skal du kontakte Mave- og Tarmkirurgisk sekretariat på tlf. 78 44 63 06 for at høre, om du skal holde pause.
Du skal eventuelt have taget blodprøver i ugen op til operationen, da prøverne ikke må være over 1 uge gamle.
Hvis det gælder for dig, står det i dit indkaldelsesbrev med information om, hvordan du bestiller tid til at få taget blodprøver.
Hvis du ikke er i stand til at komme på hospitalet for at få taget blodprøver, kan du tage kontakt til Neurologisk Afsnit på tlf. 7844 6040. Så hjælper vi dig med at bestille mobilteam til at tage blodprøver i dit hjem.
Du skal tage din medicin med på hospitalet i original indpakning, når du skal indlægges. Hvis du får pakket din medicin på apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Personalet spørger dig, om de må se din medicin for blandt andet at sikre, at din medicinjournal er opdateret, for at tilpasse, hvilken medicin du skal fortsætte med at tage, og om du skal have anden/ny medicin.
Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem:
Paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex)
Ibuprofen (fx Ibumetin, Brufen eller Ipren)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Du må ikke køre i bil 24 timer efter operationen, fordi du stadig er påvirket af bedøvelsen. Vi planlægger derfor hjemtransporten sammen med dig.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på operationsdagen – dog ikke medicin mod diabetes og blodfortyndende medicin.
Får du normalt blodfortyndende medicin, skal du følge den anvisning, du har fået af lægen i klinikken.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Du skal bade om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion:
Tag et grundigt bad og børst dine tænder.
Rens navlen med en vatpind med vand og sæbe på.
Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Du må ikke have makeup og neglelak på. Det er vigtigt, fordi vi skal kunne se, om din hud og dine fingerspidser skifter farve under operationen.
Du må ikke have smykker, piercinger eller kontaktlinser på. Lad smykker og andre værdigenstande blive hjemme.
Om operationen
Anlæggelsen af en PEG-sonde foregår som regel i lokalbedøvelse suppleret med sedering, som er en form for let bedøvelse. Hos enkelte foregår anlæggelsen i fuld bedøvelse.
Du får et lille plastikrør (venflon) i hånden, hvori du får antibiotika og smertestillende medicin. Du skal ligge på ryggen.
Hvis du bruger tandprotese, tages den ud.
Sondeanlæggelsen foregår ved hjælp af en tynd bøjelig kikkert (gastroskop), der føres gennem munden eller næsen til spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen. Ved hjælp af kikkerten kan vi bestemme den rigtige placering af sonden.
Maveskindet bliver bedøvet på det sted, hvor sonden skal føres gennem bugvæggen ind i mavesækken.
Det hele varer cirka en halv time, men der går også tid med klargøring og afslutning.
Når anlæggelsen er færdig, kan du se en lille plade på din mave samt en slange. Det er i denne slange, at ernæringen gives.
Risici og bivirkninger
En del patienter får let forhøjet temperatur de første dage efter operationen. Hvis du har feber over 38,5 grader i flere dage, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Der er risiko for infektion i huden, maveskindet eller bughinden. Svækket ernæringstilstand eller sukkersyge giver desuden risiko for dårlig sårheling.
Mange får lidt infektion omkring sonden med pusdannelse (gullig væske). Det skyldes, at der kommer lidt maveindhold ud langs sonden. Det er helt ufarligt og kan som regel behandles af hjemmesygeplejersken.
Giv os besked, hvis du ikke ønsker at modtage blod
Der kan komme blødning fra mavesækken eller huden i forbindelse med eller efter operationen. I enkelte tilfælde kan det kræve blodtransfusion.
Hvis du ikke ønsker blodtransfusion, skal du fortælle det til lægen før operationen.
Efter operationen
Du bliver informeret om, hvordan du starter op med sondemaden, da dette skal ske gradvist. En diætist udregner dit ernæringsbehov, og du får en plan for din ernæring med hjem.
For at undgå at sonden stopper til, skal du skylle den med vand både før og efter sondemad- og medicingivning.
Hvis du får sondemad via ernæringspumpe hele døgnet, skyl da sonden med vand 3 gange dagligt.
Plejepersonalet vurderer sammen med dig, hvornår du er klar til at komme hjem.
Før du sendes hjem, laver vi eventuelt en aftale med din kommune, så du kan få hjælp til mavesonden derhjemme.
Ifølge Sundhedsloven kan der ydes et tilskud på 60 procent af dine udgifter til sondemad og udstyr, når det er ordineret af lægen på grøn recept. Det vil sige, at der er en egenbetaling på de resterende 40 procent.
Beløbene er meget individuelle og afhænger af dit udstyr, type af sondemad m.m.
Vær opmærksom på hvilke aftaler, der er gældende for dig i forhold til din sondemad, før du tager hjem fra hospitalet.
Du skulle gerne have modtaget en grøn ernæringsrecept, så du fremover kan bestille mad og udstyr, eventuelt med hjælp fra hjemmeplejen.
Når du kommer hjem
Det er normalt med lette til moderate smerter i helingsperioden. Vi anbefaler derfor, at du fortsætter med smertestillende tabletter de første dage efter udskrivelsen, så du kan opretholde samme fysiske aktivitetsniveau, som før operationen.
Vi anbefaler følgende:
Paracetamol (Pinex, Pamol, Panodil) 1 g x 4
Ibuprofen (Ipren, Ibumetin, Burana, Brufen) 200-400 mg x 3
Hvis du har behov for stærkere smertestillende medicin, bliver det enten udleveret ved udskrivelsen, eller du får en recept med.
Du skal være opmærksom på, om der kommer betændelse i såret. Hvis der er rødme, gullig væske, hævelse eller feber, skal du tage kontakt til afsnittet eller din egen læge.
Du skal kontakte afsnittet, hvis der opstår tegn på betændelse det første døgn efter operationen.
Kontakt din egen læge, hvis der opstår tegn på betændelse efter det første døgn.
Vask altid hænderne, før du håndterer mavesonden
Huden omkring mavesonden skal vaskes en gang om dagen. Vask med vand og parfumefri sæbe med rene gazeservietter.
Tør huden grundigt bagefter. Løft forsigtig op i pladen, så du kan komme til nedenunder.
Drej dagligt selve silikonesonden en omgang forsigtigt. Dette skal du gøre allerede fra dagen efter anlæggelsen for at undgå, at sonden gror fast. Tryk eventuelt forsigtigt sonden en smule ind, når du drejer den. Selve fikseringspladen kan du ikke dreje i de første uger.
Det er aftalt før din udskrivelse, om det er dig selv eller hjemmeplejen, der gør det.
Trådene, der sidder på de tre små trykknapper, opløses af sig selv efter 2-5 uger, og derfor vil trykknapperne falde af. Det er helt normalt.
Formålet med trykknapperne er, at mavesækken og bugvæg vokser sammen, så kanalen omkring mavesonden heler.
Hvis der falder 2 trykknapper af inden for de første 2 uger efter anlæggelsen, skal du kontakte afdelingen.
Nogle oplever, at der siver væske fra huden under sonden. Du kan eventuelt klippe et "Y" i en skumbandage eller købe Mepilex Border på apoteket til at suge væsken.
Hvis huden er meget irriteret, kan du kontakte din egen læge.
Du må gå i brusebad efter 2 dage
Du må ikke gå i karbad, svømmebassin eller bade i havet de første 3 uger efter anlæggelsen på grund af risiko for betændelse ved din nyanlagte mavesonde.
Videre forløb
Normalt skiftes en mavesonde kun efter behov. Du skulle gerne have modtaget information om, hvad der gælder for dig.
Holdbarheden er forskellig afhængig af mængden af mavesyre, medicinforbrug, type af sondemad samt antallet af træk og lignende, du udsætter din mavesonde for. Tal med din egen læge eller Stomi-klinikken, hvis du er i tvivl.
Nogle ønsker en mindre mavesonde og får skiftet den til en maveknap (mickey-knap). Det gøres af enten hjemmeplejen eller din egen læge.
Skift til en maveknap gøres normalt tidligst 6 uger efter, at du har fået mavesonden.
De første 14 dage:
I de første 14 dage skal vandmængden i ballonen ikke kontrolleres.
Efter 14 dage skal du gøre følgende hver uge:
Kontrollér vandmængden og skift vand i ballonen ved at sætte en lille sprøjte i ballonporten og træk alt vandet ud. Fyld sprøjten med friskt vand fra vandhanen og fyld den mængde, du har fået angivet, gennem ballonporten.
Hold øje med, hvor meget vand du fylder i ballonen, og hvor meget du trækker ud. Hvis ballonen taber vand fra uge til uge, er det måske ved at være på tide at skifte til en ny sonde.
Du har behov for forskelligt udstyr som sondemad, sprøjter og slanger, når du får sondemad derhjemme. Derfor får langt de fleste en grøn ernæringsrecept med fra hospitalet, så de selv kan bestille sondemad og udstyr.
Enkelte får sondemad og udstyr med til de første par dage.
Falder sonden ud, vil hullet lukke sig. Dette sker hurtigt, i nogle tilfælde indenfor cirka 4 timer. Derfor skal du hurtigst muligt have en ny sonde/midlertidig sonde i.
Har du ikke en ekstra sonde derhjemme, putter du den gamle ind igen, indtil du får fat på en ny. Sæt eventuelt et plaster over, for at holde den på plads.
Forsøg at skylle sonden igennem med danskvand eller cola, og brug eventuelt en mindre sprøjte, så trykket øges, når du skyller sonden.
Kontakt eventuelt hjemmesygeplejen, hvis du er tilknyttet dem. Alternativt skal du kontakte hospitalet.
Hvis du oplever kvalme og opkastning i forbindelse med ernæring i mavesonden, kan du prøve følgende:
Langsommere indgift
Langsommere opstart
At sidde oprejst i minimum 45 graders vinkel med overkroppen, og forblive siddende en halv time efter "måltidet"
Enkelte oplever diarré i brugen af sonden. Det kan skyldes:
For hurtig indgift eller for hurtig opstart.
At ernæringssættet har været brugt for længe.
For kold sondemad.
Bivirkninger ved din medicin.
At du ikke tåler sondemaden og må skifte til et andet produkt.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.