Det er vigtigt at få dine pårørendes beskrivelse af dine eventuelle vanskeligheder i hverdagen, fordi du og dine pårørende nogle gange kan opleve hverdagen forskelligt.
Medbring briller og høreapparat, hvis du bruger det
Om undersøgelsen
En neuropsykologisk undersøgelse danner baggrund for en vurdering af, hvilke færdigheder en person har bevaret og hvilke, der måske er forringede.
Undersøgelsen kan være et led i at stille en diagnose, og kan sammen med øvrige undersøgelser være med til at bidrage til forståelsen af en sygdom eller skade.
Undersøgelsen foregår hos en neuropsykolog, der er specialist i, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger.
Neuropsykologen undersøger forskellige færdigheder så som:
Opfattelse af sanseindtryk
Koncentration og udholdenhed
Indlæringsevne og hukommelse
Sproget
Overblik, planlægning og problemløsning
Følelser og personlighedstræk (fx angst, temperament, væremåde, depression)
Evnen til at håndtere eventuelle følger efter hjerneskade, sygdom og anden modgang
En persons muligheder for at udnytte de evner, som han eller hun nu har
Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen.
Der er brug for oplysninger om nuværende og tidligere sociale og helbredsmæssige forhold, fx uddannelse, erhverv, sygdomme, skader, medicin og alkoholforbrug.
Dernæst gennemføres en række mundtlige og skriftlige prøver, og eventuelt også prøver ved hjælp af en computer for at belyse de forskellige færdigheder.
De fleste opgaver er af kort varighed, men der er mange. En neuropsykologisk undersøgelse kan derfor vare op til 3,5 timer inklusive den indledende samtale.
Efter undersøgelsen
Det drøfter vi med dig. Nogle patienter kommer ind til en ny samtale, hvor de får svar på undersøgelsen, mens andre får svar som led i en samlet vurdering hos en læge.
Når du kommer hjem
Efter undersøgelsen er det normalt, at du føler dig træt og har brug for et hvil derhjemme
Videre forløb
Undersøgelsens resultat fremsendes til den læge, der har bedt om undersøgelsen. Det videre forløb vil afhænge af resultatet af de samlede undersøgelser.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.