Sygdommen er godartet. Knuderne kan være smertevoldende eller blot irriterende.
Vi ved ikke, hvorfor knuderne opstår, men tilstanden kan være arvelig. Typisk vil forældre eller bedsteforældre have haft knudedannelse i hænder eller fødder.
I hænderne hedder sygdommen Palmar Dupuytrens kontraktur – også kendt som kuskefingre.
Opbygningen af hulfodssenen og senen i håndfladen, der har samme funktion – palmaris longus – er helt speciel. Det er hverken en sene eller en fascie. Funktionen for begge senestrøg er at samle knogler, led og ledkapsler sammen til en stærk enhed under belastning – gang, løb og spring.
Mennesket har rejst sig fra at gå på 4 "ben" til at gå på 2 ben, og behøver derfor ikke mere senen i håndfladerne. Det har betydning for behandlingen.
I hænderne har det længe være en håndkirurgisk specialitet at operere for kuskefingre. Det har gode resultater. Det sidste nye er behandling, hvor man indsprøjter et bestemt enzym, der "opløser" netop denne senetype men ikke andre bløddele.
Desværre kan disse behandlinger – ihvertfald indtil videre – ikke benyttes på fødderne.
Vær opmærksom på
Hvis knuderne ikke befinder sig i hulfodssenen, men der foreligger forandringer i selve huden, fx indtrækninger, modermærker eller sår, skal du undersøges af din egen læge eller en hudlæge.
Knudedannelse i hulfodssenen er kendt under flere navne.
Fasciitis Nodularis
Morbus Ledderhose
Ledderhoses disease
Plantar Fibromatosis
Plantar Dupuytrens kontraktur
Der er sikkert flere og det forvirrer selvfølgelig, når man søger information, men alle synonymer dækker altså bredt samme tilstand.
Om behandlingen
Fjernelse af knuderne med operation i foden giver smertevoldende ar, der kan være værre end knudedannelsen. Samtidig har man stadig risiko for nye knudedannelser, da hele senevævet på grund af vævssammensætningen kan blive sygt.
Værst er det dog, at hulfodssenen kan springe helt. Det medfører, at den længdegående fodbue falder sammen og man bliver platfodet. Hvis det sker, er man kommet fra asken i ilden.
Nogle ortopædkirurgiske afdelinger tilbyder nålefasciotomi med rimelig succes. Under lokalbedøvelse "punkteres" knuderne med en slank nål, der ikke efterlader ar og derfor ikke påvirker den stærke, men for arvæv følsomme, hud i fodsålen.
Os bekendt foreligger der ikke regelrette undersøgelser, der kan dokumentere effekten. Derfor er behandlingen af knudedannelse i hulfodssenen konservativ.
Den bedste behandling er at aflaste foden bedst muligt. Det vil sige at sørge for fodtøj med stødabsorberende såler (helst med en udtagelig indersål), der så kan erstattes med en afstøbningssål, hvor der tages højde for knudernes placering, og på denne måde beskytter mod tryk og smerter.
Du kan få sålen hos de fleste bandagister, fysioterapeuter med praksis og i nogle sportsbutikker, hvor de laver specialsåler til løbere og skistøvler m.fl.
Sygdommen er ikke tilskudsberettiget i henhold til Serviceloven, så du skal selv betale.
Videre forløb
Heldigvis tyder det på, at knudedannelsen i hulfodssenen er varierende over tid, og derfor kan falde til ro med tiden og give færre gener.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/777366
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.