Det er en del af den normale udvikling, at børn er platfodede. Flere af vækstfaserne i barndommen indebærer en større eller mindre grad af platfodethed. Belastning og arven fra faderen og/eller moderen skal også lægges oveni.
Det kan for nogle børn betyde gener/smerter under opvæksten, som primært man forholder sig afventende overfor.
Fødderne aflastes efter bedste evne med godt fodtøj med en formstabil bund og eventuelt indlæg med medial svangstøtte – et pudeformet indlæg, der lægges på indersiden, så det støtter den længdegående forbue og løfter indersiden "på plads".
Vær opmærksom på
Barnet klager over smerter på indersiden af foden under og/eller efter belastning, og ofte oplever forældrene, at barnet snubler over sine egne fødder.
Hvis der er vedholdende smerter fra samme sted nat efter nat, der afviger fra almindeligt vokseværk, og som ikke kan afhjælpes ved simpel massage, trøst eller paracetamol, skal barnet tilses af ortopædkirurg efter fornyet henvisning fra jeres egen læge.
Man kan godt forsøge sig med paracetamol mod smerterne doseret efter barnets vægt. Paracetamol har en rigtig god effekt på smerter ved børn, når det bliver brugt fornuftigt.
Det er ikke usædvanligt, at børn lige inden vækstspurterne fremtræder kalveknæede og med indadroterede fødder, der "klasker" mod gulvet – specielt i bare fødder og under løb. De kan også fremtræde hjulbenede og med indadroterede fødder.
Det sidste kaldes lidt ucharmerende for The Duck Waddle – altså andegang – men det er en god beskrivelse af tilstanden, der er helt normal.
Omkring 3-års alderen kan nogle børn finde på at tage skoene omvendt på. Det er også ok over en periode, hvis bare der er plads til tæerne.
Det skyldes ikke kun fodstillingen, om storetæerne peger mod hinanden eller fra hinanden i vækstfaserne. Det fortæller mere om, hvor langt udviklingen er i bækkenet.
Med oprejst bækken står fødderne udad ("Chaplin"-gang) og med kipning i bækkenet står fødderne indad (The Duck Waddle). Dette er også en del af den normale udvikling.
Man skal dog sikre sig, at bevægeligheden i bagfoden er normal. Det undersøges ved at lade barnet stå op på tæer fra stående stilling med hælene i gulvet.
Stående og set bagfra står hælbenene normalt lidt væk fra hinanden. Når der så løftes op, svinger hælbenene indad mod hinanden. Hvis det sker, er der normal bevægelighed i bagfodens led, og normal funktion af den styresene, der opretter og vedligeholder svangen i svangbuen.
Der er individuelle forskelle på tilstanden – ikke mindst afhængigt af arven. Man skal se mest på, om der sker et reelt sving i bagfoden, og om der er balance højre/venstre.
Fodtøjet skal være som beskrevet, og barnet skal undgå gummisko med flad bund, klipklapper og lignende.
Andet modefodtøj som Birkenstock-sandaler, moderne sneakers med formstabile såler og indersåler med god medial svangstøtte er til gengæld fremragende.
Til fodboldspillerne anbefaler vi læderfodboldstøvler, der tilpasser sig foden med tiden. De er bedre end plastikstøvlerne. Det er også en god idé at lægge en indersål i støvlerne. Mange danske fysioterapeuter laver indersåler med de rette egenskaber.
Om behandlingen
Tilstanden kan opereres, men som udgangspunkt skal man vente til barnet er udvokset, så man kender den blivende fodstilling. Der sker intet ved at vente.
Efterforløbet er typisk langvarigt og noget smertefuldt, hvorfor det er bedst at være voksen, så man kan forholde sig reelt til smerterne og risiciene generelt ved indgrebet.
Hvis man ikke har mistanke om nogle af de ovenfor beskrevne specifikke sygdomme, så har barnet blot en blød platfod.
Mere information
Sammenvoksning af bagfod (Coalitio)
Stivhed i bagfodens led som beskrevet lige over billederne. Hvis der så også er daglige smerter, specielt ved belastning, bør barnet undersøges af en ortopædkirurg. I så fald skal du bede din egen læge om fornyet henvisning.
Medfødt ekstra knogle (Os Tibiale Externum)
Dette er en ekstra knogle, barnet kan have i midtfoden, hvor den omtalte styresene hæfter sig på bådbenet (os naviculare) – se billede herunder.
Tilstanden er helt godartet, men kan være smertevoldende. Unge fodboldspillere der sparker meget med indersiden er typisk. Smerterne kan også udløses efter almindelig forstuvning/forvridning.
Tilstanden kan opereres, men som udgangspunkt skal man vente til barnet er udvokset, så man kender den blivende fodstilling. Der sker intet ved at vente.
Efterforløbet er typisk langvarigt og noget smertefuldt, hvorfor det er bedst at være voksen, så man kan forholde sig reelt til smerterne og risiciene generelt ved indgrebet.
Hvis man ikke har mistanke om nogle af de ovenfor beskrevne specifikke sygdomme, så har barnet blot en blød platfod.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/780375
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.