Genoptræning af funktionen i fingrene afhænger af skaden og hvilken behandling, der er givet. Øvelserne er generelle og bør kun anvendes efter instruktion fra en ergoterapeut.
Når du skal genoptræne din finger/dine fingre, er det meget vigtigt, at du bruger hånden i dine daglige gøremål og inddrager den/de skadede fingre naturligt indenfor smertegrænsen.
Du skal lave øvelserne med 5 gentagelser 4 gange dagligt.
Øvelserne træner specifikt musklernes, senernes og leddenes evne til at bevæge fingrene.
Hvis din hånd har tendens til at hæve, skal du lave nedenstående pumpeøvelser hver 2. time.
Bøj albuen og knyt fingrene. Ræk derefter armen i vejret og stræk og spred fingrene.
Gentag øvelserne i roligt tempo 25-30 gange.
Øvelser
Inden du laver bevægeøvelser, bør du opvarme håndens muskler, sener og led. Det gør du ved at sætte hånden i håndvarmt vand – maks. 40 grader – og i roligt tempo skiftevis bøje og strække fingrene, eventuelt omkring en lille, blød skumgummisvamp i 5-10 minutter.
Det skal du gøre 1-2 gange om dagen. Alternativt kan du opvarme hånden med pumpeøvelser.
Hvis din hånd er hævet, skal du ikke have den i vand, men i stedet lave ovenstående pumpeøvelse 25-30 gange som opvarmning.
Øvelserne skal udføres i roligt tempo. Alle bevægelser udføres til smertegrænsen, og yderstillingen holdes i 5-10 sekunder.
Det er meget almindeligt, at øvelserne medfører træthed, uro og ømhed. Hvis der opstår mange smerter, har træningen været for hård.
Bøj fingrene enkeltvis led for led.
Stabilisér/fasthold grundleddet med den raske hånd. Bøj og stræk mellemleddet.
Bøj fingrene enkeltvis led for led.
Stabilisér mellemleddet med den anden hånd. Bøj og stræk yderleddet.
Bøj og stræk fingrene i grundleddet. Mellemled og yderled holdes strakte.
Bøj fingrene i en glidende bevægelse. Start med yderled, mellemled og dernæst grundled til fuld håndknyt. Stræk i modsat rækkefølge.
Læg hånden og underarmen på et bord. Løft en finger ad gangen fra underlaget. Slap af.
Læg hånden og underarmen på et bord. Spred og saml fingrene uden at løfte dem fra underlaget.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1256204
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.