Jeres barn har fået indsat en eller flere K-tråde.
En K-tråd er en lille metalpind, som holder den brækkede knogle på plads, så den kan vokse sammen i den rigtige stilling.
K-tråde skal fjernes igen.
K-tråden stikker lidt ud af huden. Det er for at det er nemmere at trække den ud, når knoglen er vokset sammen igen.
Sådan ser K-tråde ud, når det stikker ud gennem huden.
Forbered jer til behandlingen
Det er en rigtig god idé, at I som forberedelse kigger på billederne i denne vejledning sammen med jeres barn.
Stemning betyder meget for børn, og jeres barn vil umiddelbart reagere på den stemning og de følelser, I som forældre udstråler. Det er derfor vigtigt, at I alle er godt forberedte og ikke er usikre på, hvad der skal foregå på dagen.
1 time før I skal møde i Ortopædkirurgisk Klinik, skal barnet have smertestillende medicin. Det skal være paracetamol, fx Pinex, Pamol eller Panodil.
Barnet skal have den dosis, som er anvist på pakken.
Det kan være en god idé at medbringe et stykke legetøj eller en IPad eller tablet, som jeres barn kan sidde med mens K-tråden bliver fjernet.
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet.
Langt de fleste patienter arrangerer selv deres rejse til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
Når du selv eller en pårørende sørger for transporten, kan du være berettiget til tilskud.
Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Læs mere om mulighederne for at få tilskud og blive kørt til hospitalet på www.befordring.rm.dk.
Vi vil altid gerne have dit afbud i god tid. Skulle du blive forhindret i at møde op til operation, så kontakt os på tlf. 78 44 65 30.
Om behandlingen
Når K-tråde skal fjernes, foregår det i Ortopædkirurgisk Klinik og ikke på en operationsstue.
Barnet er vågen hele tiden.
Sygeplejersken fjerner først gipsen. Når gipsen er fjernet, er der et plaster eller en forbinding over K-trådene. De bliver siddende, mens I går i Røntgen og Skanning for at få taget et røngtenbillede.
Når I har fået taget et røntgenbillede, går I tilbage til Ortopædkirurgisk Klinik, hvor sygeplejersken fjerner plasteret. Det kan nive lidt i huden at få plasteret af.
Når plasteret eller forbindingen er fjernet, kan I se K-trådene og sårskorperne omkring.
Lægen bruger en tang til at trække K-tråden ud med. Tangen er ikke spids.
Tangen sættes på K-tråden, og lægen trækker forsigtigt K-tråden ud i en glidende bevægelse.
Nogle børn siger, at de godt kan mærke det lidt, lige når K-tråden slipper knoglen. Det plejer ikke at være slemt, og det er hurtigt overstået.
Sådan ser tangen ud
Efter K-tråden er trukket ud, vil der være et lille hul i huden, som kan bløde en smule.
Jeres barn får et plaster på, som I kan tage af efter 4-5 dage.
Når I kommer hjem
Jeres barn må gerne gå i brusebad og vaske armen, hvor plasteret sidder. I skal huske at skylle sæben godt af.
Efter badet skal I sætte et nyt plaster på, indtil hullerne er vokset sammen.
For at undgå at der går betændelse i de små huller i huden, må jeres barn ikke bade i svømmehal, swimmingpool eller badekar, før hullerne er vokset sammen.
Symptomer på infektion er:
Ændrede eller nye smerter
Varme, rødme eller hævelse omkring operationssåret
Forhøjet temperatur
Hvis det siver fra såret
Almen utilpashed
Kontakt Ortopædkirurgisk Afsnit, din egen læge eller vagtlæge, hvis du har mistanke om infektion.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis der opstår problemer de første 24 timer efter din udskrivelse, er du velkommen til at ringe til Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 67 72. Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/630389
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.