Du skal købe smertestillende medicin, så du er klar til at behandle eventuelle smerter, når du kommer hjem efter undersøgelsen:
Paracetamol (Pamol, Panodil eller Pinex)
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Nogle naturlægemidler kan være blodfortyndende. Tager du blodfortyndende naturlægemidler eller kosttilskud, bør du holde pause i 14 dage inden din operation. Det kan for eksempel være Baldrian, Ephedra, Fiskeolie, Ginko, Ginseng, Hvidløgspulver og Ingefær.
Er du i tvivl, er du velkommen til at kontakte os.
Du skal selv sørge for at komme til og fra hospitalet.
Langt de fleste patienter arrangerer selv deres transport til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Læs mere om mulighederne for at få tilskud og blive kørt til hospitalet på www.befordring.rm.dk.
Du må først selv køre bil, når det er forsvarligt, og du ikke tager stærk smertestillende medicin. Spørg personalet for mere information.
Husk, at du ikke må køre bil, så længe du bruger slynge eller bandage.
Når du kommer hjem efter operation, kan du have behov for hjælp fra dine pårørende til for eksempel indkøb, madlavning, rengøring m.m.
Undersøgelser viser, at patienter der ryger, har op til 8 gange så stor risiko for problemer i forbindelse med en operation i forhold til ikke-rygere. Vi anbefaler derfor kraftigt, at du stopper med at ryge mindst 6 uger før operationen.
Hvis dit arbejde indebærer fysisk aktivitet som tunge løft, gentagne bevægelser eller hvis du er langvarig stående eller gående, kan du have brug for en længere sygemelding sammenlignet med arbejde med mindre fysisk belastning, fx kontorarbejde.
Du aftaler med lægen, hvornår du kan arbejde igen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på operationsdagen – dog ikke medicin mod diabetes og blodfortyndende medicin.
Får du normalt blodfortyndende medicin, skal du følge den anvisning, du har fået af lægen i klinikken.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Du skal tage et grundigt bad om morgenen på din operationsdag for at forebygge infektion. Børst også gerne tænder. Smør dig ikke ind i creme på kroppen. Brug heller ikke parfume.
Når du skal indlægges, vil vi gerne have, at du tager følgende med:
Bekvemt/løstsiddende tøj, undertøj og strømper. Vi ser gerne, at du bruger dit eget tøj under indlæggelsen.
Et par sko, som sidder godt fast på foden
Toiletsager
Lad værdigenstande blive hjemme. Tag kun de penge med, du regner med at bruge under indlæggelsen. Der er ikke mulighed for at få låst værdier inde. Tager du værdigenstande med, er det på eget ansvar.
Har du fået udleveret små hjælpemidler på forhånd (stokke, gribetang osv.), skal de tages med under indlæggelsen
Brug af telefon/computer
Du må gerne bruge mobiltelefon og computer under indlæggelsen.
Vi forventer, at du bruger telefon, computer og andre elektroniske apparater hensynsfuldt, så ringelyde, samtaler og film ikke generer andre patienter eller personalet. Husk derfor høretelefoner.
BEMÆRK! Det er ikke tilladt at fotografere eller optage på hospitalet.
Du bliver modtaget af en sygeplejerske, som viser dig til rette i afdelingen.
Du får den medicin, narkoselægen har ordineret til dig.
Eventuel behåring omkring operationsstedet fjernes.
Du bliver kørt til operationsafsnittet, hvor du bliver modtaget af operationspersonalet.
Det er oftest akutte operationer, der kan forsinke vores planlagte program.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Om operationen
Vi opererer så vidt muligt via arret fra den gamle operation.
Når det indsatte materiale er fjernet, syr vi såret med sting, og du får plaster over såret.
Operationen foregår i fuld bedøvelse, med mindre andet er aftalt med lægen.
Du kommer som udgangspunkt hjem samme dag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Efter operationen
Du kommer kortvarigt på Opvågningen efter operationen, før du bliver overflyttet til Ortopædkirurgisk Sengeafsnit. Her sikrer personalet, at du er tilstrækkelig smertelindret, og du får tilbudt mad og drikke.
Når du har været på benene og på toilettet, er du som regel klar til at blive udskrevet.
Du kan ikke få besøg på Opvågningen.
Når den lokalbedøvende medicin holder op med at virke, kan du opleve kraftige smerter. Det er derfor vigtigt, at du begynder at tage den smertestillende medicin, som lægen har ordineret.
Du kan hente medicinen på alle apoteker – eventuelt på vejen hjem fra hospitalet.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Genoptræning
Efter din operation er det vigtigt at starte på øvelser for at genvinde funktionen i det opererede område.
Følg altid lægens anvisninger, da der kan være særlige restriktioner for, hvordan du må bevæge eller belaste området.
Hvis området hæver eller gør mere ondt efter øvelserne, kan du lave færre gentagelser næste gang.
For at mindske smerter og hævelse de første dage efter operationen, kan du holde det opererede område hævet over hjertehøjde i 20-30 minutter flere gange dagligt. Brug puder til at støtte området, så det ligger stabilt og behageligt.
Husk at tage pauser og give kroppen tid til at hele.
Lægen vurderer, hvornår du er klar til at vende tilbage til arbejde, fysisk aktivitet og andre daglige gøremål, så du ikke kommer til at belaste det opererede område for hurtigt.
Når du kommer hjem
Der er altid en risiko for komplikationer efter en operation. Du skal være opmærksom på:
Svære smerter
Feber
Hævelse
Rødme eller varme
Almen utilpashed
Hvis du indenfor de første 24 timer efter operationen oplever ovenstående, skal du kontakte Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 67 72.
Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Hvis dit plaster er tørt, skal du fjerne det 2 døgn efter operationen.
Hvis såret væsker igennem plasteret, er det vigtigt, at du skifter til et rent plaster.
Du skal herefter holde såret rent og tørt, og plastret skal skiftes ved behov.
Efter 2 dage må du tage brusebad uden særlig beskyttelse af såret.
Ved nogle operationer bliver der lagt en elastikforbinding over plasteret. Forbindingen skal holdes ren og tør, og skal fjernes dagen efter operationen hvor plastret lades urørt.
I nogle tilfælde kan lægen vurdere, at du skal vente længere tid, før plastret fjernes. Hvis det gælder dig, skal du følge den plan, du har fået af lægen.
Det er helt normalt at opleve forstoppelse efter en operation, hvor du har smertestillende gennem flere dage, ikke bevæger dig ret meget og måske drikker for lidt.
Det er vigtigt, at din afføring holdes lind, da det hindrer smerter ved toiletbesøg.
Det kan være en god idé, at du køber afføringsmiddel i håndkøb (for eksempel Magnesia eller Movicol) på apoteket efter udskrivelsen. Det kan du tage, så længe du tager morfin.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Videre forløb
I de fleste tilfælde skal du have fjernet sting hos din egen læge 10-12 dage efter operationen. Du skal selv bestille tid hos lægen.
Hvis der er aftalt opfølgende kontrol på hospitalet, får du en indkaldelse i din digitale post.
Hvis du har lånt hjælpemidler af Hospitalsenhed Midt, er du forpligtiget til at aflevere dem igen, når du er færdig med at bruge dem. Du kan aflevere dem på hospitalerne i Viborg, Skive og Silkeborg uanset, hvor du har lånt dem.
Der er ikke personlig betjening ved aflevering af hjælpemidler. Hvis du er i tvivl om, hvornår hjælpemidlerne skal afleveres, kan du ringe til telefonnummeret, som findes på kvitteringen i din digitale post.
Hjælpemidlerne kan afleveres følgende steder:
Regionshospitalet Viborg Heibergs Alle 4 8800 Viborg
Åbningstid: Hele døgnet. Brug afleveringsdepottet ved hovedindgangen.
Regionshospitalet Silkeborg Falkevej 1, indgang A 8600 Silkeborg
Åbningstid: Mandag til fredag fra kl.8.00-20.00 Tlf. 78 41 65 11 fra mandag til fredag fra kl. 9.00-13.00
Skive Sundhedshus Kompagnigade 9 Akutklinikken, indgang C 7800 Skive
Åbningstid: Mandag til fredag fra kl. 8.00-15.00
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis der opstår problemer de første 24 timer efter din udskrivelse, er du velkommen til at ringe til Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 67 72. Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1511212
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.