Genoptræning efter skade på tommelfingerens strækkesene
Gå direkte til:
Genoptræning efter skade på tommelfingerens strækkesene
Vær opmærksom på
Du har haft en skade på tommelfingerens strækkesene, og er nu cirka 5 uger inde i forløbet, hvor gipsen fjernes.
Senen er syet, og du skal i gang med bevægeøvelser for tommelfinger og håndled.
Lige efter gipsen er kommet af, er senen svag, men den bliver stærkere uge for uge og tåler gradvist mere belastning. Det er dog vigtigt at bevæge fingrene for at undgå, at senen vokser fast i det omgivende væv.
Øvelserne skal i starten laves uden brug af kræfter. Du må bevæge, indtil du mærker en let stramning/stræk i skadesområdet.
Det er vigtigt at overholde, da der ellers er risiko for senen brister. Du skal derfor også undgå at bøje kraftigt i tommelfingeren og håndleddet indtil 6 uger efter operationen.
Du skal samtidig i gang med at bruge hånden i helt lette daglige opgaver. Ergoterapeuten vejleder dig i forløbet forhold til, hvornår du må øge belastningen i øvelserne, og hvad hånden må bruges til i dagligdagen.
Først 12 uger efter operationen må senen belastes fuldt.
Sygemelding afhænger af arbejdets karaktér, men er ofte 6-12 uger efter operationen.
Lav pumpeøvelser hver 2. time, hvis hånden er hævet.
For at forebygge eller mindske hævelsen, skal du strække din arm op over hovedet samtidig med, at du strækker dine fingre. Derefter bøjer du i albuen og let i fingrene.
Udfør øvelserne i roligt tempo 15 gentagelser hver 2. time.
Vi anbefaler, at du placerer din hånd højt om natten, fx på en pude.
Du kan have smerter i tommelfingeren og hånden som følge af operationen.
I forbindelse med træningen kan der også opstå ømhed i tommelfingeren. Ømheden er en naturlig del af forløbet og skal gerne blive mindre i løbet af et par timer.
Du skal helst ikke have smerter efter træning, da det tyder på for hård genoptræning/brug af hånden.
Inden du laver bevægeøvelserne, skal du varme din hånd op i cirka 40 grader varmt vand i 5-10 minutter. Opvarmningen gør sener og ledbånd mere smidige.
Du må gerne roligt bøje og strække fingrene i vandet.
Du kan også varme op ved at lave pumpeøvelsen med 15 gentagelser.
Øvelser
Udfør øvelserne 4-5 gange dagligt. Hver øvelse gentages 10 gange.
Du må de første uger bevæge til punktet, hvor det strammer.
Stræk din tommelfinger ud ved hjælp af din raske hånd. Hold stillingen i 5 sekunder.
Giv slip med din raske hånd og hold stillingen ved egen kraft i 5 sekunder.
Hold på begge sider af tommelfingeren lige neden for det yderste led.
Bøj yderleddet, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder
Stræk yderleddet og hold stillingen 5 sekunder.
Støt tommelfingeren nedenfor det midterste led.
Bøj det yderste og det midterste led, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Stræk leddene og hold stillingen i 5 sekunder.
Placér håndkanten på et bord.
Før tommelfingeren vandret væk fra pegefingeren, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen 5 sekunder
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen 5 sekunder.
Læg hånden på et bord med håndfladen ned.
Før tommelfingeren væk fra pegefingeren, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen 5 sekunder.
Før tommelfingeren ind mod pegefingeren, indtil du mærker, at det strammer. Hold stillingen 5 sekunder.
Før tommelfingeren til spidsen af pegefingeren. Før derefter tommelfingeren til de øvrige fingerspidser.
Vær opmærksom på at strække tommelfingeren ud efter hver berøring med en fingerspids. Du må bevæge i begge retninger, indtil det strammer.
Når du let kan nå spidsen på lillefingeren, bevæger du tommelfingeren gradvist ned ad lillefingeren.
Læg underarmen på et fast underlag, fx et bord, så håndleddet er frit og underarmen hviler på bordet under øvelsen.
Bevæg skiftevis hånden op og ned til punktet, hvor det strammer. Hold stillingen i 5 sekunder.
Videre forløb
Efter gipsen er taget af, er det vigtigt, at belastningen øges gradvist i den daglige brug.
Eksempler på forsigtig brug 5 uger efter operationen:
Du må bruge hånden med let belastning til helt lette daglige opgaver, fx når du vasker dig, ved påklædning med løst tøj, bruge kniv/gaffel ved blød kost, bladre i en avis/bog.
6 uger efter operationen må du bruge hånden med lidt mere belastning:
Ved bad og hårvask
Ved påklædning
Ved lette opgaver ved madlavning
Klemme vand af en tynd klud og tørre støv af lette genstande
Køre bil
Lettere kontorarbejde ved tastatur
Svømning
8 uger efter operationen må du bruge hånden til:
Madlavning, bagning
Rengøring uden tunge løft
Vride en klud
Strikke
Cykle
Let havearbejde, fx rive jorden og slå græsplæne
12 uger efter operationen må du:
Belaste fuldt i fysisk arbejde, fx håndværker eller patientpleje
Kultivere og grave i haven
Begynde styrketræning
Cykle på mountainbike
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1511002
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.