Operationen foregår ambulant. Det betyder, at du kommer hjem samme dag, som du bliver opereret.
Operationen foregår med kikkert. Slimsæk, knogleforandringer og forkalkninger fjernes gennem 2-3 små huller i huden omkring skulderleddet.
Inden operationen får du lokalbedøvelse, som sprøjtes ind tæt på nerverne i området, hvor du skal opereres. Selve stikket er hurtigt overstået, og nålen fjernes med det samme.
Operationen foregår som regel i fuld bedøvelse. Efter operationen får du også lagt lokalbedøvelse i skulderen for at nedsætte smerter og reducere blødning.
Hvis lægen opdager skader på senerne under operationen, kan det blive nødvendigt at sy dem sammen ved en åben operation. Det sker dog kun, hvis det er aftalt med dig på forhånd. Det er dog sjældent, at de skader findes.
Efter operationen får du et plaster og en armslynge på.