En nedgroet negl er en negl, hvor neglesiderne gror ned i den omkringliggende hud. Dette kan skabe infektion i tåen.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du møder til operationen med rene fødder, og korte og rene negle. Du må ikke have neglelak, smykker eller creme på fødderne af hygiejniske årsager.
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet.
Langt de fleste patienter arrangerer selv deres rejse til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
Når du selv eller en pårørende sørger for transporten, kan du være berettiget til tilskud.
Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Læs mere om mulighederne for at få tilskud og blive kørt til hospitalet på www.befordring.rm.dk.
Du skal selv sørge for transport til og fra hospitalet. Når du er opereret i din fod, vil det, på grund af ømhed, være svært for dig at køre bil. Vi anbefaler derfor, at du får pårørende til at køre dig de første dage, eller at du kommer rundt på en anden måde.
På operationsdagen
Tag din vanlige morgenmedicin inklusiv eventuel blodfortyndende
Om operationen
Behandlingen af nedgroet negl foregår i lokalbedøvelse. Der er to typer af operationer:
Fjernelse af neglen med efterfølgende forbinding.
Kileresektion, hvor kun den krumme nedgroede side af neglen fjernes sammen med neglelejet, og neglens vækstzone.
Når du kommer hjem
De første 2-3 dage efter operationen bør du holde foden i ro og mest muligt opad, for at undgå hævelse og blødning.
Let blødning fra såret er normalt
Efter operationen vil der være lagt en sugende forbinding, som presser let på tåen. Der er mange blodkar omkring neglene. Derfor må du forvente nogen blødning efter operationen. En lille smule blod på forbindingen er helt normalt.
Du kan tage et dagligt fodbad efter 3-4 dage
Efter 3-4 dage kan forbindingen fjernes. Herefter kan du dagligt bade foden i et kort fodbad med uparfumeret sæbe, der er ph-neutralt.
Alternativt går du i brusebad og håndbruser tåen med rent vand. Tåen tørres eventuelt med vat eller et rent håndklæde. Brug rene strømper og håndklæder hver dag.
Du skal have plaster på såret, indtil det er helet
Indtil såret er helet, skal du have plaster på. Det kan være nødvendigt at skifte plaster. Ved 80 procent gennemblødning af plastret skal det skiftes. Med tiden skal plasteret ikke skiftes så hyppigt. Du skal bruge plaster, så længe der er sivning.
Hold foden mest muligt opad i de første dage
De første 2-3 dage efter operationen bør du holde foden mest muligt opad for at undgå blødning. Du må godt støtte på foden, når du går. Indenfor de første 1-2 uger skal foden fortsat være oppe, når du sidder ned.
Vær opmærksom på smerter og infektion
Du skal være opmærksom på smerter, rødme, varme og hævelse i området, som kan være tegn på infektion.
Det er normalt, at tåen og neglen er rød og hævet. Hvis der kommer rødme, der strækker sig op over selve tåen, skal du kontakte din egen læge.
Du har ondt i tåen de første dage efter operationen. Det kan du afhjælpe med almindeligt håndkøbsmedicin, fx Paracetamol 1 g x 4 dagligt og eventuelt Ipren 400 mg x 3 dagligt. Hvis du får så ondt, at håndkøbsmedicin ikke er nok, skal du kontakte din egen læge.
Det er normalt, at tåen og neglen er rød og hævet. Hvis der kommer rødme, som strækker sig op over selve tåen, eller hvis der kommer klart, mere tyktflydende væske/pus fra såret, skal du kontakte din egen læge.
Videre forløb
Du skal som udgangspunkt ikke til kontrol efter operationen.
Hvis du er blevet syet, skal du bestille tid hos din egen læge til fjernelse af stingene cirka 12-14 dage efter operationen.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis der opstår problemer de første 24 timer efter din udskrivelse, er du velkommen til at ringe til Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 67 72. Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/593639
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.