Øvelser til genoptræning af håndleddet efter et internt fikseret brud
Gå direkte til:
Øvelser til genoptræning af håndleddet efter et internt fikseret brud
Cirka 14 dage efter operationen får du fjernet gipsen. I stedet får du en håndledsskinne på.
De næste 14 dage skal du bruge håndledsskinnen hele tiden – undtagen når du laver nedenstående øvelser. Med skinnen på skal hånden bruges til lette daglige opgaver indenfor smertegrænsen, fx når du spiser, drikker, tager tøj på, bruger mobiltelefon m.m.
Efter 14 dage med skinnen på (det vil sige 4 uger efter operationen) må du stille og roligt begynde udtrapningen af skinnen, og begynde at inddrage hånden i lette daglige gøremål uden skinnen på.
8 uger efter operationen må du belaste hånden fuldt.
Vær opmærksom på
Hvis hånden er hævet, laver du nedenstående pumpeøvelse hver 2. time:
Bøj albuen og knyt fingrene.
Ræk derefter armen i vejret, og stræk og spred fingrene.
Gentag øvelsen i roligt tempo 20 gange.
Øvelser
Inden du laver bevægeøvelser, bør du opvarme håndens muskler, sener og led.
2 dage efter tråde er fjernet, kan du opvarme ved at sætte hånden i håndvarmt vand – maks. 40 grader – og i roligt tempo skiftevis bøje og strække fingrene, eventuelt omkring en lille, blød skumgummisvamp i 5-10 minutter.
Det skal du gøre 1-2 gange om dagen. Alternativt kan du opvarme med pumpeøvelser.
Start med 5 gentagelser af hver øvelse 4-5 gange dagligt og byg op mod 10 gentagelser 4-5 gange dagligt. Alle bevægelser udføres til smertegrænsen, og yderstillingerne holdes i 5 til 10 sekunder.
Det er meget almindeligt, at øvelserne giver træthed, uro og ømhed. Hvis der opstår mange smerter, har træningen været for hård.
Læg underarmen på et bord eller et armlæn med håndleddet ud over kanten. Fasthold eventuelt underarmen med den raske hånd. Bevæg hånden skiftevis nedad og opad.
Læg underarmen på et bord med håndfladen nedad. Fasthold underarmen med den raske hånd. Bevæg skiftevis hånden fra lillefingerens side mod tommelfingerens side.
Hold albuen ind til kroppen. Bøj albuen 90 grader, så underarmen er vandret. Drej underarmen, så håndfladen skiftevis vender opad og nedad.
Bøj og stræk fingrene. Vær opmærksom på at bøje alle fingrenes led.
Læg underarmen på et bord med håndfladen nedad. Spred og saml fingrene.
Lav et O skiftevis mellem tommelfinger og pegefinger, tommel- og langfinger, tommel- og ringfinger samt tommel- og lillefinger.
Lad tommelfingeren glide ned ad lillefingeren. Stræk til sidst tommelfingeren godt væk fra de øvrige fingre.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/1495942
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.