Skinnen anvendes ved beskadigelse af radialis-nerven. Hvis din radialis-nerve er skadet, kan du opleve manglende eller nedsat strækkefunktion i håndleddet og fingrenes grundled.
Ergoterapeuten har på forhånd tilpasset skinnen til dig. Det kan ofte være nødvendigt med hjælp fra en anden person til at sætte skinnen på.
Vær opmærksom på
Skinnen består af:
1. håndledsdel 2. fingerdel 3. tommeldel
Husk at tage skinnen af dagligt, når du skal lave de bevæge- og udspændingsøvelser, som ergoterapeuten har givet dig.
Sådan gør du
1. Håndledsdelen
Når du skal tage skinnen på, skal du starte med at sætte håndledsdelen på.
Skinnen lægges på oversiden af hånden/underarmen, så stroppen midt på skinnen sidder lige ovenfor håndleddet, og hånden kan følge skinnens facon. Begge velcro-stropper skal trækkes tæt om armen og lukkes uden at stramme.
2. Fingerdelen
Sæt nu fingerdelen på ved at stikke langfinger og ringfinger i de 2 stropper og trække delen helt op.
Træk herefter den ene sidestrop ned mellem pege- og langfinger, før den rundt om pegefingeren og luk velcroen.
Træk den anden sidestrop ned mellem ring- og lillefinger, før den rundt om lillefingeren og luk velcroen.
Træk hele fingerdelen så langt op, at fingrenes grundled er strakte. Fastgør nu velcroen på oversiden af skinnen.
Velcroen må ikke trækkes længere op end at grundleddene kan bøjes lidt, når fingrene knyttes. Samtidig skal grundleddene også være næsten strakte, når fingrene er afslappede.
3. Tommeldelen
Fold og form tommeldelen til et rør og fastgør den smalle, bløde velcro-strop på den tilsvarende velcrodel.
Træk delen over tommelen. Træk forsigtigt tommelen let ud og bagover, og fastgør tommeldelen på skinnen. Den skal sidde, så du kan sætte tommelspids og spidsen af pegefingeren sammen.
Tjek til sidst, at skinnen sidder tilstrækkelig fast på armen, samtidig med at den ikke trykker eller generer på anden måde.
Skinnen kan vaskes i hånden ved 30 grader.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis du har spørgsmål til din genoptræning eller dine øvelser, er du velkommen til at kontakte Ortopædkirurgi på tlf. 78 44 65 30.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/639060
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.