Der er ved undersøgelsen af din hånd fundet en tilstand, der kaldes springfinger.
En springfinger er en tilstand, der får fingeren til at låse fast i bøjet stilling, fordi seneskeden er forsnævret. Når fingerens strækkes, giver det et spring – deraf navnet springfinger.
Vær opmærksom på
Der findes to behandlinger:
Springfingeren kan i mange tilfælde behandles med indsprøjtning af binyrebarkhormon i seneskeden.
Alternativt kan det blive nødvendigt at operere.
Forbered dig til operationen
Du skal møde til operationen med rene hænder, og korte og rene negle. Du må ikke have neglelak, smykker og håndcreme på af hygiejniske årsager.
Du skal selv sørge for transport til og fra hospitalet. Vær opmærksom på, at du ikke selv må køre bil efter operationen.
Vær også forberedt på, at der kan være ventetid fra du møder på hospitalet og til du skal opereres.
Du må tage din vanlige medicin inkl. blodfortyndende.
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet.
Langt de fleste patienter arrangerer selv deres rejse til hospitalet med egen bil, offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
Når du selv eller en pårørende sørger for transporten, kan du være berettiget til tilskud.
Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Læs mere om mulighederne for at få tilskud og blive kørt til hospitalet på www.befordring.rm.dk.
Vi vil altid gerne have dit afbud i god tid. Skulle du blive forhindret i at møde op til operation, så kontakt os på tlf. 78 44 65 30.
Om operationen
Operationen foregår som regel i lokalbedøvelse og varer cirka 20 minutter. Ved operationen spaltes seneskeden, hvorefter fingeren igen kan bevæges normalt.
Du kan komme hjem kort tid efter operationen, og du skal ikke til kontrol efterfølgende.
Efter operationen
Du får en sugende og let komprimerende forbinding på efter operationen.
Du skal skifte til et almindeligt plaster dagen efter operationen.
Såret skal herefter holdes rent og tørt, og du skal skifte plasteret efter behov.
Du må tage brusebad uden særlig beskyttelse af såret 2 dage efter operationen.
Det er vigtigt, at du holder hånden over hjertehøjde de første dage. Du skal også bevæge fingrene for at undgå hævelse og stivhed.
Du kan få ondt efter operationen. Du må ikke have mere ondt, end hvad almindelig håndkøbsmedicin kan klare.
Du skal være opmærksom på, om du får tiltagende smerter. I så fald skal du kontakte din egen læge.
Symptomer på infektion er:
Ændrede eller nye smerter
Varme, rødme eller hævelse omkring operationssåret
Forhøjet temperatur
Hvis det siver fra såret
Almen utilpashed
Kontakt Ortopædkirurgisk Afsnit, din egen læge eller vagtlæge, hvis du har mistanke om infektion.
Når du kommer hjem
Hvis du har lettere fysisk arbejde (kontorarbejde, undervisning eller lignende), må du genoptage arbejdet efter cirka 1-2 uger.
Hvis du har tungt fysisk arbejde (håndværker, industri, landbrug eller lignende), må du genoptage arbejdet efter cirka 2-3 uger.
Du må først selv køre bil, når du kan bevæge din hånd frit, og du ikke tager stærk smertestillende medicin. Du kan have nedsat kraft og ømhed i hånden de første uger. Vi anbefaler derfor, at du får pårørende til at køre dig.
Endvidere gør vi opmærksom på Færdselsloven § 54 stk. 2:
Et motordrevet køretøj må endvidere ikke føres eller forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom, svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn, påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand, at han eller hun er ude af stand til at føre motorkøretøjet på fuldt betryggende måde.
Videre forløb
Du skal have fjernet stingene i huden hos din egen læge efter 10-12 dage. Du skal selv bestille tid til det.
Mere information
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Hvis der opstår problemer de første 24 timer efter din udskrivelse, er du velkommen til at ringe til Ortopædkirurgisk Afsnit på tlf. 78 44 67 72. Herefter skal du kontakte din egen læge eller Lægevagten.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/628107
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.