Der gives ikke økonomisk kompensation til kommuner for at stille ledsagere til rådighed for patienter, der skal til behandling hos Regional Specialtandpleje.
Tandbehandling i Regional Specialtandpleje er ikke en hospitalsopgave, selv om det foregår på hospitalet. Det er en kommunal opgave jf. bekendtgørelse om tandpleje, hvor der står, at kommunen skal tilbyde et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som ikke kan bruge de almindelige tandplejetilbud.
Samarbejdet med nøglepersonerne omkring patienten (pårørende, støttekontaktpersoner, sygeplejefagligt eller pædagogisk personale) er afgørende for den forebyggende indsats og muligheden for at kunne gennemføre en ordentlig tandbehandling. Kommunerne opfordres derfor til at prioritere deres ledsagerordning til disse patienter højt.
Der ydes ikke kommunal eller regional befordringsgodtgørelse i forbindelse med behandling i specialtandplejen. Patienten kan dog via sociallovgivningen ansøge sin kommune om økonomisk hjælp til befordringsudgiften.