Ultralydsundersøgelse af bryst med anlæggelse af iodkorn
Gå direkte til:
Ultralydsundersøgelse af bryst med anlæggelse af iodkorn
Forbered dig til undersøgelsen
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Skan dit sundhedskort, når du kommer hen på afdelingen.
Så ved vi, du er kommet.
Om undersøgelsen
I forbindelse med undersøgelsen får du indsat en eller flere små metalkorn (iodkorn) i brystet/brysterne/armhulen, hvor der er forandringer i vævet. På den måde er det muligt præcist at lokalisere forandringerne under den kommende operation, da vi med måleudstyr er i stand til at finde det radioaktive metalkorn.
Metalkornene indeholder det radioaktive sporstof I-125. Strålingen fra det lille metalkorn er meget lille og ligger under den stråledosis, du modtager fra omgivelserne (naturlig baggrundsstråling).
Iodkorn bliver lagt enten ultralydsvejledt eller røntgenvejledt. Uanset hvilken metode vi vælger, giver vi dig lokalbedøvelse der, hvor det skal lægges.
Ultralydsvejledt anlæggelse
Du ligger ned til undersøgelsen.
Du får en vandig creme på brystet. Herefter fører lægen ultralydsskanneren hen over huden for at lokalisere det sted/de steder, hvor iodkornet/iodkornene skal lægges.
Efter anlæggelsen tager vi 2 røntgenbilleder af dit bryst, for at dokumentere iodkornets placering.
Røntgenvejledt anlæggelse
Du sidder foran røntgenapparatet, hvor brystet bliver klemt, ligesom du har prøvet til mammografi.
Efter anlæggelsen tager vi 2 røntgenbilleder af dit bryst, for at dokumentere iodkornets placering.
Efter undersøgelsen
Der er intet ubehag og ingen forholdsregler efter undersøgelsen.
Videre forløb
Du bliver orienteret om det videre forløb af den afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
Mere information
Ultralydsskanneren er et apparat, der udsender lydbølger. Når lydbølgerne rammer kroppens væv, returneres de til skanneren og omdannes til billeder af dine organer. Lydbølgerne kan hverken høres eller føles, og de er uskadelige.
Røntgenstråler fotograferer din krops indre strukturer, hvorefter strålerne rammer en billedplade. En computer aflæser signalerne fra billedpladen og omdanner dem til et røntgenbillede.
Kontakt
Du finder kontaktoplysningerne til Brystklinikken ved Røntgen og Skanning i dit indkaldelsesbrev.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/839237
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.