I forbindelse med undersøgelsen får du indsat en eller flere små metalkorn (iodkorn) i brystet/brysterne/armhulen, hvor der er forandringer i vævet. På den måde er det muligt præcist at lokalisere forandringerne under den kommende operation, da vi med måleudstyr er i stand til at finde det radioaktive metalkorn.
Metalkornene indeholder det radioaktive sporstof I-125. Strålingen fra det lille metalkorn er meget lille og ligger under den stråledosis, du modtager fra omgivelserne (naturlig baggrundsstråling).
Iodkorn bliver lagt enten ultralydsvejledt eller røntgenvejledt. Uanset hvilken metode vi vælger, giver vi dig lokalbedøvelse der, hvor det skal lægges.
Ultralydsvejledt anlæggelse
Du ligger ned til undersøgelsen.
Du får en vandig creme på brystet. Herefter fører lægen ultralydsskanneren hen over huden for at lokalisere det sted/de steder, hvor iodkornet/iodkornene skal lægges.
Efter anlæggelsen tager vi 2 røntgenbilleder af dit bryst, for at dokumentere iodkornets placering.
Røntgenvejledt anlæggelse
Du sidder foran røntgenapparatet, hvor brystet bliver klemt, ligesom du har prøvet til mammografi.
Efter anlæggelsen tager vi 2 røntgenbilleder af dit bryst, for at dokumentere iodkornets placering.