Du skal kontakte Røntgen og Skanning hurtigst muligt, hvis du har følgende:
Indopereret pacemaker
Kar-operation (hjerteklap, stent)
Indsat øreprotese
Metalgenstande i kroppen (efter operation eller ulykke)
Hvis du har brug for smertestillende eller beroligende medicin for at gennemføre undersøgelsen, skal du kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.
Hvis der er sandsynlighed for, at du er gravid, skal du kontakte Røntgen og Skanning inden undersøgelsen. Gravide må først MR-undersøges efter 12. svangerskabsuge.
Stop med at spise, drikke og ryge 4 timer før skanningen.
Hvis du får lægeordineret medicin, skal du på undersøgelsesdagen tage den som du plejer.
Du skal tage tabletterne med så lidt vand som muligt.
Hvis du har behov for det, må du gerne tage en voksen pårørende med til undersøgelsen.
Din pårørende skal overholde de samme sikkerhedsforhold som dig – ingen pacemaker, stent, øreprotese eller metal i kroppen.
På undersøgelsesdagen
Skan dit sundhedskort, når du kommer hen på afdelingen.
Så ved vi, du er kommet.
Din mødetid ligger 75 minutter før undersøgelsen starter. Du skal i løbet af denne tid drikke et kontraststof, der er nødvendigt for at få gode billeder af din tarm.
Du bliver bedt om at klæde om til hospitalstøj inden undersøgelsen.
Du skal fjerne alle metalgenstande inden undersøgelsen, fx:
Hårnåle
Høreapparater
Briller
Ur
Smykker
Piercingsmykker
Nikotin- og/eller hormonplaster.
Neglelak (fjernes, hvis du skal have undersøgt hænder eller fødder)
Øjenmakeup (fjernes, hvis du skal have undersøgt hovedet)
Om undersøgelsen
Du ligger på maven (hvis det er muligt for dig) og bliver ført ind i den rørformede skanner. Det er vigtigt, at du ligger helt stille.
Undersøgelsen består af en række målinger på 15-20 sekunder, hvor du skal holde vejret samt nogle længerevarende målinger, hvor du ikke skal holde vejret. Vi fortæller dig, hvad du skal gøre.
Røret er åbent i begge ender, og der er gode lys- og ventilationsforhold.
Du får høreværn på grund af skannerens høje bankelyde.
Du kan hele tiden kontakte personalet.
Ved undersøgelsen er det nødvendigt at give en indsprøjtning med kontraststof i en blodåre.
I meget sjældne tilfælde (under én promille) kan bivirkningerne udvikle sig til behandlingskrævende overfølsomhedsreaktioner. Vi anbefaler derfor, at du venter en halv time i afdelingen, inden du tager hjem.
Du får en indsprøjtning med tarmberoligende medicin i forbindelse med undersøgelsen for at undgå uro i tarmene under undersøgelsen.
Efter undersøgelsen
Oftest er der intet ubehag efter undersøgelsen.
Dog er det kontraststof du drikker også et afføringsmiddel, der hos nogle virker umiddelbart efter undersøgelsen.
Du kan få midlertidige synsforstyrrelser, hvis du har fået tarmberoligende medicin. Synsforstyrrelsen gør det svært at fokusere.
Du må ikke selv køre bil, før en eventuel synsforstyrrelse er overstået.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Mere information
MR er en forkortelse af Magnetisk Resonans.
Ved hjælp af radiobølger undersøges dele af kroppen i det stærke magnetfelt. Signalerne omdannes til billeder af organer og væv.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Du finder kontaktoplysningerne til Røntgen og Skanning i dit indkaldelsesbrev.
Gå direkte til:
Direkte link til denne side: www.hemidt.dk/651692
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.