Har du fået metal indopereret i kroppen, fx pacemaker eller andre fremmedlegemer, er det vigtigt, at du gør personalet opmærksom på det før undersøgelsen. Det kan nemlig have indflydelse på, om undersøgelsen kan gennemføres.
Det kan have betydning for planlægningen af din undersøgelse, hvis du er gravid eller der er sandsynlighed for, at du er gravid.
Hvis du har brug for noget beroligende medicin, skal du kontakte den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.
Du er velkommen til at tage en voksen pårørende med til undersøgelsen. Din pårørende skal overholde de samme sikkerhedsforhold som dig og må ikke have en pacemaker eller anden elektronik i kroppen.
Hvis du er i tvivl, kan du kontakte os inden undersøgelsen.
På undersøgelsesdagen
Inden du skal skannes, skal du fjerne alle løse metalgenstande, fx:
Blodsukkermåler/sensor
Briller
Hårnåle og hårekstensions sat på med clips
Høreapparat
Mobiltelefon
Neglelak (hvis du skal have undersøget hænder eller fødder)
Nikotin-, hormon- og smerteplastre
Piercinger
Smykker
Ur
Øjenmakeup (hvis du skal have undersøgt hovedet)
Hvis du har blodsukkermåler/-sensor, insulinpumpe eller medicinsk pumpe, skal den fjernes inden undersøgelsen, da den indeholder metal og elektronik.
Hvis den ikke fjernes, er der risiko for forbrændingsskader eller at udstyret bliver beskadiget og viser forkerte målinger eller doserer medicin forkert.
Hvis du har blodsukkermåler/-sensor, skal du selv tage en ny måler/sensor med, du kan bruge efter undersøgelsen.
Om undersøgelsen
Når du kommer til afdelingen, tager radiografen imod dig. Du kommer med ind og ser, hvordan rummet og MR-skanneren ser ud.
MR-skanneren er formet som et rør med åbning i begge ender. Vi sørger for at du kommer ind i en skanner med ekstra plads.
Der er gode lys- og ventilationsforhold i MR-skanneren.
Radiografen forklarer dig, hvordan undersøgelsen kommer til at foregå. Vi anbefaler, at du prøver at ligge på lejet og bliver kørt ind i MR-skanneren, så du ved hvordan oplevelsen er, når du kommer til den rigtige skanning.
Du kan hele tiden komme i kontakt med radiografen, når du ligger i skanneren.
Vi har desværre ikke mulighed for at skanne dig rigtigt samme dag, som du kommer og prøver skanneren.
Efter undersøgelsen
Der er intet ubehag og ingen forholdsregler efter undersøgelsen.
Videre forløb
Vi aftaler, hvordan dit videre forløb skal være efter besøget.
Mere information
MR er en forkortelse af Magnetisk Resonans.
Ved hjælp af radiobølger undersøges dele af kroppen i det stærke magnetfelt. Signalerne omdannes til billeder af organer og væv.
Gå ind på adressen øverst i denne vejledning for at se videoen.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.